En solid fortælling, der har noget på hjerte

Det er på mange måder en klassisk Judd Apatow film. Stemningen er tragisk og fortællingen helt nede på jorden, men med en gennemgående underliggende komisk tone, der gør de ellers meget triste situationer og tilværelser let spiselige. Der er ikke nogen vild cinematografi, en eksperimenterende lydside eller en finurlig struktur, som kan forvirre det gængse biografpublikum. Historien er ligeledes meget enkel. Den unge millenial Scott er gået i stå i sit liv, og svælger i selvmedlidenhed efter sin fars død, på en måde, der gør livet surt for alle omkring ham, og så kan man næsten selv udlede, at plottet kommer til at være bygget op om en dannelsesrejse.

Det er meget klassisk coming-of-age, og ligger også meget spirituelt i forlængelse af Apatows tidligere film som This is 40 og Trainwreck. Til trods for det nærmest rutinemæssige i denne filmproduktion, mener jeg alligevel, at den har noget at byde på – og det er i høj grad takket være skuespillet.

Autentiske skuespillere
Jeg har ikke meget tilovers for Pete Davidson som komiker eller entertainer, da han ofte fremstår sløset og fraværende. Men i rollen som Scott, der er delvist baseret på hans eget liv, fremstår han ikke bare autentisk og troværdig, men også med en vis psykologisk dybde. Jeg tror virkelig på, at han er et narkovrag, der slet ikke kan finde ud af at være i sig selv og, som altid har manglet en mandlig rollemodel i sit liv.

Og selvom filmen tager udgangspunkt i konflikten mellem Scott og hans mor, ender det med at være i samspillet mellem Scott og morens nye kæreste, Ray, at de virkelig interessante øjeblikke opstår. Det er stand-upperen Bill Burr, der spiller den nye kæreste, og selvom han måske ikke er en klassisk skuespiller, er han helt igennem perfekt i rollen som den ikke ligefrem helt perfekte brandmand Ray.

Det er ikke nogen stor film, for selvom Apatow tydeligvis er inspirerede af køkkenvaskdramaet, er han også en vaskeægte amerikansk filmskaber, der bare ikke kan holde igen med at gøre brug af de forceret fortællestrukturer, for at forme og skabe et opløftende budskab. Filmen er dog enormt velspillet, og langt mere autentisk, end det meste amerikanerne producerer. Der er helt klart noget at give sig i kast med, også selvom det nok ikke ender med at være en livsforandrende oplevelse.