En film med hjertet på rette sted
Der er ingen tvivl om, at Lone Scherfig gerne vil lave en feel-good film med rødder i virkeligheden, men problemstillingerne og deres efterfølgende løsninger, fremstår alt for konstrueret til, at man kan leve sig ind i det storladent drama. I filmen følger vi fire skæbner, der af vidt forskellige, men tragiske grunde er endte i New York, hvor de forsøger at genoprette deres liv. Tilværelsen ser sort ud for dem alle, men gennem små empatiske gestusser, ender de med at hjælpe hinanden – og for nogen af dem, står kærligheden endda for døren.
Det lyder unægtelig som om, at det er en nymoderne romantisk klassiker, men der er så mange forskellige valg, hvad end det er den sentimentale musik eller de papirtynde karakterer, der gør, at man aldrig rigtig bliver revet med af filmen.
Ikke for mig
Distraherende er det eksempelvis, at ensemblet har et overraskende stort dansk islæt. Esben Smed dukker op som den voldelige eksmand, hans far bliver spillet af en fordrukken David Dencik og så dukker Martin Buch og Nikolaj Kopernikus op i små farverige biroller. Ingen af dem spiller dog danskere, så deres forholdsvis tydelige danske accenter, gør det meget svært som dansk seer at abstrahere fra deres tilstedeværelse i dette meget amerikansk betonede drama.
I det store hele ville det dog ikke betyde noget, hvis ikke det var fordi, at det samme gør sig gældende for resten af ensemblet, dog med et par undtagelser. Der er et par gode skuespillere, som Zoe Kazan, der troværdigt spiller en fortvivlet mor, som er stukket af med sine børn, men det er især Andrea Riseborough som den godhjertede Alice, der virkelig formår at hæve sig over materialet. Alice er ganske enkelt et godt menneske, men verden sætter ikke pris på hende, og Riseborough skaber ikke bare sympati for hende, men man kan også se på hende, at hun er fysisk ved at gå op i spåner. Havde resten af ensemblet været lige så velvalgt og velspillet, ville jeg have stortudet, i stedet for at hæfte mig ved filmens manuskript, men det lykkes ikke rigtig for nogen andre, at tilføre en større dybde, til de temmelig endimensionelle karakterer.
The Kindness of Strangers er ikke nogen synderlig fantastisk film, selvom den har hjertet på rette sted. Jeg er ikke bange for at skrive, at jeg med glæde æder romantiske fortællinger råt, hvis bare jeg kan købe præmissen, men der er ganske enkelt ikke nogen aspekter af filmen her, som jeg tror på. For med undtagelse af Andrea Riseborough, som formår at gøre den ellers meget monotone og tragiske Alice til et rigtigt menneske, mærkede jeg aldrig den romance eller medmenneskelighed, som hvert billede i filmen ellers desperat forsøger at emme af. Filmen skal nok finde sit publikum, og nogen vil nok kunne identificere sig med en af de fire historier og blive rørt, men det blev desværre ikke mig.
