Et mesterværk, som bliver hængende længe efter filmen er færdig

Som en dyster udgave af “Sophie’s Choice”, har Yorgos Lanthimos skabt en vild oplevelse, der guides af en offbeat harmonika, der i tandem med skuespillerne kun spiller med skæve toner. Lydsiden er ekstremt satset, og den vil helt sikkert ikke være for alle, men der bliver gået all-in og for mit vedkommende virker det. For det er slet ikke meningen, at filmen skal være til alle.

Meget kort handler The Killling of a Sacred Deer om en succesfuld kirurg (Colin Farrell), hvis nøje planlagte liv kommer i ubalance, da en unge mand begynder at indsmigre sig på hans familie. Et mere detaljeret resumé ville være ødelæggende for oplevelse, men lad det bare være sagt, at der opstår uventede konsekvenser undervejs.

Skæv på alle de rigtige måder
Colin Farrell viser nok engang, at han er som skabt til alt andet end de store blockbustere, hvor han ofte ender med samme personlighed som et stykke sandpapir. Her er der en naturlig skævhed over om ham, der også passer perfekt til film som In Bruge, Seven Psychopaths og Lanthimos’ forrige film The Lobster.

Barry Yeoghan er som en menneskeligudgave af Heath Ledgers Jokeren i rollen som den mystiske dreng Martin. Han lyder ofte næsten som en sinke, men der er ingen grund til at lade sig narre af det harmløse ydre.

Klaustrofobisk stemning
Nogen vil måske klandre filmen for, at årsagen til konflikten først kommer op til overfladen relativt sent, men jeg vil faktisk vove og påstå, at det kun bidrager til stemningen. Efterhånden som lagene bliver pillet af karaktererne er det ikke til at vide, hvem man kan stole på, fordi de alle har ridser i lakken. Til trods for det ellers rolige tempo, så har filmen hele tiden en underliggende uhyggelige stemning, for der er ikke noget mere skræmmende end at blive straffet for noget som man ikke engang er klar over, at man har gjort.

Store filosofiske og etiske problemer bliver taget op til efterretning. Skuespillet er i top, og det er en visuelt klaustrofobisk oplevelse, der efterlader en med stof til eftertanke.

The Killing of a Sacred Deer er en film, der er alt for stærk til, at man på nogen made kan kvantificere den lige efter man har set den første gang. Jeg har dog været så heldig at få lov til og se filmen hele to gange, og bagefter var jeg ikke i tvivl. Da jeg gik ud af biografmørket bankede mit hjerte intenst, som det ellers sjældent gør, og jeg var fuldstændig åndeløs. Alt går simpelthen op i en højere enhed, og når man kender hele konteksten fra start, værdsætter man bare endnu mere, hvor helt igennem et fantastisk mesterværk det er. Jeg er blottet for ord, der beskriver hvor enestående en oplevelse filmen er.

De fleste vil nok forsøge at negligere, hvad det er Lanthimos gør ved at kalde hans stil for distancerende, men det er ironisk nok ikke andet end en dårlig kortikal undskyldning for ikke selv at forholde sig til filmen. For hvis du har mod på at føle og gennemleve en film med en voldsom problemstilling, så vil du også blive belønnet med katarsis for sjælen.