En fængende fortælling, men også firkantet præsenteret

Instruktør Elegance Bratton leder selv slagets gang i denne genskabelse af hans tid på militærskolen. Til trods for, at han som ung havde et inderlige ønske om at blive marineinfanterist, blev han ikke ligefrem taget imod med åbne armen af den amerikanske hær. I filmen er Elegance Bratton blevet til Ellis French, og den største forhindring for ham er, at han er homoseksuel.

Det kan måske virke lidt besynderligt i dag, men for blot 20 år siden, hvor vores historie udspiller sig, var det ens betydende med, at man ikke kunne få lov blive marineinfanterist under direktivet ” Don’t ask, don’t tell”, der forbød homoseksuelle at udføre militærtjeneste helt frem til 2011. Derfor er det noget af en opgave Ellis har givet sig i kast med.

© Scanbox

En overraskende afmålt film
Med tanke på, hvor personlig en historie, det er, er det en overraskende afdæmpet oplevelse. Amerikanske filmskabere er generelt ikke kendt for at holde igen med de følelsesmæssige virkemidler, så det er beundringsværdigt, når alt ikke bliver udpenslet. Fordi det skaber faktisk en langt stærkere tone og klar rejse, når man tør lade situationerne tale for sig selv, i stedet for at fortælle publikum, hvad de skal føle, gennem billige kneb.

Scenerne og persongalleriet er stærk nok til, at der langsomt opbygges en ubehagelig stemning, så vi kan få en fornemmelse af, hvordan det må have været for Bratton at blive presset til det yderste, både fysisk og psykisk. Hans blotte eksistens gør, at han ikke kan gøre noget rigtigt, og man sidder med en knugende fornemmelse af, at det ikke kan ende godt, selvom man selvfølgelig godt ved, at han klarede den, eftersom han nu har lavet en film om det – og det gør det kun stærkere.

© Scanbox

Lidt for unuanceret
Det er den personlige vinkel, der er filmens helt store styrke. Det kan ikke understreges, hvor imponerende en præstation, det er, at Elegance Bratton har fortalt sin egen historie uden, at det på noget tidspunkt kammer over og bliver for belærende eller selvforherligende, som amerikanere ellers er rigtig gode til. Historien bliver fortalt fra et meget specifikt og intimt perspektiv, og så bliver resten overladt til publikum. Det er fedt, at nogen stadig tør have så høje tanker om det biografbesøgene publikum, men det er ikke en perfekt film af den grund.

Det kan godt være, at særligt Jeremy Pope stråler i hovedrollen, men nogen større nyskabelse indenfor filmmediet, er det heller ikke. Plottet udspiller sig primært i den meget snævre fortælleramme af et mikrokosmos, der er træningslejren, der er en klar treaktsstruktur, og man ved fra starten af, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og det bliver der ikke rokket ved på noget tidspunkt. Det er som om, at det afgrænsede perspektiv også har gjort, at birollerne ikke er lige så godt karakteriseret som Ellis. De andre personer bliver ikke fordømt, men fremstår også kun i glimt som troværdige mennesker.

Så The Inspection er måske ikke nogen revolutionerende film, men den ærbødighed hvormed historien bliver præsenteret gør alligevel, at den efterlader en med et varigt indtryk. Den er relevant, men henvender sig også kun til de allerede indviede.