En fredskonference, der ikke var så meningsløs alligevel
The Helsinki Effect er en undersøgende dokumentar, der tager os med tilbage til fredsforhandlingerne i Helsinki, der fandt under den kolde krig i 1970’erne. Her mødtes Vesten og Sovjetunionen for at prøve at skabe ro om den stigende militæreskalering. Det endte som bekendt med den berømte Helsingfors-erklæringen, der fik sat en dæmper på Sovjetunionens ekspansion, men endte med nogle ukonkrete mål for de menneskerettigheder, den også skulle beskytte. Ikke meget var offentligt kendt, men dokumentaren forsøger at give os et indblik i den proces, der foregik bag de lukkede døre.
Photo: The U.S. National Archives
Det er tørre sager, for diplomati er en langsommelig proces. Det har dog ikke stoppet dokumentaristen Arthur Franck fra at forsøge og gøre det hele mere spiseligt. Noget så kontroversielt som AI-stemmeefterligninger er blevet brugt til at læse transskriptioner højt, som var det ægte optagelser af Kissinger eller Bresjnev. Brugen af værktøjet, har jeg det personligt lidt ambivalent med. På trods af den cinematiske effekt, sker det unægtelig på bekostning af troværdigheden for dokumentaren som helhed.
Hvis vi for en stund ser bort fra de etiske spørgsmål ved, at filmskaberne har været meget ivrige for at gøre det så spændende som muligt i klipperummet, er det en vellavet afdækning af konferencen. Der er lagt et enormt arbejde i at rode igennem de mange arkiver af optagelser fra konferencen, hovedpersonernes offentlige optrædener og tv-transmissioner.
Resultatet er en dokumentar, der har en underliggende ironisk og legesyg tone, hele vejen igennem. Om det er fremmende for historien, kan der sættes spørgsmålstegn ved. Krig er jo ikke tilnærmelsesvist morsom, men det politiske teater er. Så i det store hele, understøtter den effektjagende stil mere historien, end den underminerer den.
Det endte som bekendt jo ikke med en traktat, men en ikke-bindende erklæring, der kun er det værd, som de enkelte stater gør den til.
YLE – Finnish Broadcasting Company
Dokumentarer som denne er ikke bare interessante, fordi der er blevet arbejdet benhårdt med at opspore nye optagelser eller dokumenter, eller fordi den er klippet effektfuldt og dramatisk sammen, men fordi den giver os et unikt indblik i den ”fredsskabende” proces, som diplomatiet har til hensigt at fremme. En proces, der kun er blevet alt for aktuel igen i dag, efter årtier, hvor vi i Europa har kunne se os fri fra dette behov.
De mange effekter kan dog ikke gøre op for, at der ikke rigtig er noget nyt, som bliver præsenteret. Havde filmen udkommet før Michael Moore, havde den måske fremstået mere radikal og tankevækkende, end den gør i dag. Det er dog stadig vigtig læring, for vi bør alle huske vores historie og ikke gentage fortidens fejl.
Dokumentaren vil gerne give os et opløftende budskab. Skabe en fortælling om, hvordan selv den mindste positive forandring, kan sprede sig som ringe i vandet, og skabe en langt større omvæltning.
