Jeg har altid haft det svært med Quentin Tarantino. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han er en stor filmhistoriker. Det er de færreste, der kan hamle op med den åbenlyse viden han har inden for filmmediet, og med den lange række af film, som han gennem årene har set, og med et glimt i øjet, altid lystigt refererer til i sine egne film.

Netop disse meta referencer har altid været min store anke ved fortælleren Tarantino, for en historie bliver ikke bedre, blot fordi man henviser til noget, der er lavet tidligere, og som andre har høje tanker om.

Med det in mente kommer det nok ikke som nogen stor overraskelse, at jeg, i modsætning til vores anmelder Victor, ikke blev vundet over af Tarantinos ottende film The Hateful Eight.

Den ottende film, og det kan ses.
For selv hvis man ser bort fra mine personlige indvendinger, så er det en underligt selvhøjtidelig filmoplevelse. I filmens næsten tre timer lange spilletid svælger filmen i sig selv, og der bliver brugt rigtig, rigtig god tid på at fortælle en historie, der ligeså godt kunne have været et teaterstykke – hvilket også er kommet på tale efterfølgende.

Dermed ikke sagt, at det er en kedelig filmoplevelse, tværtimod. Den er spækket til randen med fantastiske skuespillere, der virkelig får lov til at bruge de store armbevægelser. Alle gør det godt inden for hver deres afgrænsede karakter, hvor særligt Samuel L. Jackson og Tim Roth, er som skabt til at være med i en film som denne. Men med undtagelsen af skuespillet, enkelte overraskelser i fortællingen, og et flot soundtrack, så er det en Tarantino film, der på mange måder minder om alle hans forrige. Der er masser af blod, folk, der bliver skudt på malerisk vis og lange fortænkte replikker.

Den helt store gimmick ved The Hateful Eight, har imidlertid været det faktum, at den er blevet optaget på rigtig 70mm film. Det var en markant anderledes oplevelse, at se den i biografen, men på Blu-ray’en er det svært at se forskellen mellem film og digital. Det er dog ikke desto mindre, stadig en flot film.

Det er altså ikke nogen stor nyklassiker som Pulp Fiction, og den kommer heller ikke op på siden af min personlige favorit, Reservoir Dogs, men det er heller ikke en film, der er lavet til mig. Det er en film for de allerede indviet, og som det blev dokumenteret i vores biografanmeldelse, så rammer den plet hos dem den henvender sig til.

I samme stil som filmen er lavet til fansene, så er ekstra materiale også som skabt til dem, der gerne vil et spadestik dybere, og se nærmere på arbejdet bag kulisserne. Der er en kort dokumentar, der giver et indblik i, hvordan filmen blev skabt. Dokumentaren er måske ikke så indsigtsfuld igen, men det er bedre end ingen ting. Derudover får man også en festlig forklaring af Samuel L. Jackson, der fortæller om historien bag 70mm film, der blev brugt til at optage filmen med. Det er en historietime, men gudhjælpemig om ikke Samuel L. Jackson ikke gør det til en yderst underholdende en af slagsen.