En film, der er helt sin egen

Det bliver gjort virkelig meget for at nytænke den klassiske ridderfortælling i The Green Knight, måske endda for meget. For i sine bestræbelser på at være anderledes, er det som om, at fokus helt forsvinder fra publikum, hvis det da nogensinde har været på dem.

På papiret lyder det som et klassisk eventyr med fabeldyr, magi og masser af symbolik, og det er det da også. Historien er baseret på fortællingen om Gawain, kong Arthurs nevø, der ønsker at blive konge og derfor tager imod udfordringen fra den mystiske Grønne Ridder om, at han må slå den Grønne Ridder én gang med hans økse, hvorimod den Grønne Ridder må gengælde slaget om et år. Uden at afsløre for meget, hvis man ikke kender det oprindelige 600 år gamle digt, så leder denne øjensynligt enkle udfordring, den unge Gawain ud på en farefuld færd for at finde den Grønne Ridder.

Mere metafor end narrativ
Det burde være vildt og fængende at følge den unge ridder i et dette univers, der er særegen blanding af fantasy-, eventyr- og gysergenren, men i praksis er det nærmere en lang montage, der i højere grad søger at være diffus, end at engagere, hvem ender måtte sidde og se den. Den kan med andre ord være temmelig kedsommelig. Det er en lang ørkenvandring, eller rettere skovvandring om man vil, hvor vi tilbringer størstedelen af tiden sammen med Gawain. Dev Patel virker også til tider lettere fejlcastet. Rollen er helt klart tiltænkt en ung person, der ingen livserfaring har, og selvom Patel slog igennem som en blåøjet millionær, så er det mere end et årti siden nu, og han er blevet både stor og fysisk intimiderende.

Flot er filmen dog. Skovlandskabet udvikler sig til en karakter i sig selv, og gør nærmest filmen til et berusende maleri i David Lowerys metaforisk-elskende hænder. Og selvom det kun er med jævne mellemrum, at der bliver afsat tid til det dialogbaseret narrativ, så kan det være en både smuk og engagerende rejse vi tager på med Gawain.

Hvad er formålet?
Efter at have set The Green Knight står jeg tilbage med en enorm fortvivlelse. For hvad er meningen med det hele? Hvis instruktør David Lowerys mission har været at skabe en malerisk fortælling, hvor stemningen er altoverskyggende, og rejsen det vigtigste, så er det en dundrende succes. Filmen er for det meste utrolig flot, og har en gennemført unik æstetik og fortællestruktur, som gør den til mere, end blot en ridder, der tager ud for at finde sig selv. Men samtidig kommer man heller ikke uden om, at det er en meget diffus film. Der bliver ikke gjort det mindste for at gøre filmen tilgængelig for den almene biografgænger, der ikke har studeret medievidenskab eller har styr på farvernes symbolik, tværtimod. For hvis du gerne vil have et sammenhængende og entydigt narrativ, kommer du til at gå meget skuffet hjem. Det er en film, som slet ikke har publikum for øje, og som vil frustrere langt flere, end den vil betage. Hvorvidt filmen kommer til at fange andre mennesker end David Lowerys interesse, skal jeg ikke kunne sige, men for mit vedkommende, endte det med at være en meget frustrerende om end billedskønt og til tider tiltalende filmoplevelse.