Simon Jul er en god Garfield
Med The Garfield Movie er den dovne kat igen tilbage på biograflærred. Efter et par slatne forsøg i 00’erne (og det ikke på den gode måde), hvor Bill Murray lagde stemme til den lasagneædende hovedperson, er turen nu kommet til Chris Pratt, ligesom der også er tale om en 100% animeret film denne gang.
Historien følger Garfield helt fra hans spæde år, hvor han lever som en gadekat med sin far Vic. Det er indtil hans far ikke vender hjem en dag. Trist forbliver det dog ikke længe, da Garfield bliver lokket i retning af en velduftende italiensk restaurant, hvor han ikke bare får lov til at mæske sig, men også møder mennesket Harald, der hurtigt adopterer ham. Mange år senere lever Garfield det gode liv med Harald og hunden Futte, indtil et uventet gensyn med sin far tvinger ham ud i et fysiskkrævende eventyr for den ellers så magelige huskat.
Fra tegning til animationsfilm
Plottet kunne have udformet sig på mange måder, når kildematerialet hovedsageligt består af en lange række vignetter og vittigheder, der ofte lever af referencer og repetition. Det lægger ikke ligefrem grobunden til nogen dyb og rørende historie, men en historie har filmskaberne alligevel forsøgt at finde. Det har udmundet sig en coming-of-age fortælling, hvor Garfield og hans far bliver tvunget til at komme hinanden ved, efter et helt livs misforståelser og svigt. Dybt bliver det aldrig, men det skaber fundamentet for en klar og tydelig handling, og skaber da også et par rørende øjeblikke henimod slutningen.
På engelsk er det Super Mario-stjernen Chris Pratt, der ligger stemme til Garfield, men på dansk, som nok er det sprog de fleste kommer til at se filmen på, er det Simon Jul, og han leverer en overraskende god præstation. Simon Jul er i stand til at udtrykke den helt rigtig kombination mellem dovenskab og livslyst, der kendetegner Garfield. Så selvom man måske kan sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af manuskriptet, fejler de danske stemmer ikke noget.
Men nu er vi nået til det helt afgørende punkt, som er spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig er en morsom film. For mit vedkommende var der langt mellem de sjove indslag. Selvom alt foregår i et hæsblæsende tempo, der umuliggør, at børn kan få lov til at kede sig, så betyder det også, at det hele bliver noget monotont. Der er slet ikke tid til at opbygge et crescendo, for vi skal hele tiden udsættes for den ene vittighed efter den anden, som ikke er synderligt morsom, hvis man er voksen.
The Garfield Movie er ikke nogen katastrofe, men også entydigt en film, der er lavet og henvendt til børn. Det er lige fra coming-of-age historien fra barnets perspektiv, til det overgearet tempo og de mange farverige karakterer og sceneskift. Filmen kommer nok ikke til at gå over i historien, men som let underholdning for de mindste, er det værste nok, at alt er så middelmådigt. Det hjælper også på helhedsindtrykket, at den har et positivt budskab og gode danske stemmer, så forældrene burde være i stand til overleve en tur i biografen med deres børn.
