En velspillet, men svag filmoplevelse

I The Favorite rejser vi tilbage til starten af 1700-tallet, hvor vi møder Dronning Anne (Olivia Colman) af Storbritannien. Hun har en del at kæmpe med, og orker egentlig ikke at regere, men med hjælp fra hendes nære – og manipulerende – ven Sarah Churchill (Rachel Weisz), lykkes det alligevel at få tingene til at køre rundt. Da Sarahs unge kusine, Abigail (Emma Stone), dukker op, opstår der dog hurtigt intriger, da Abigail er en meget ambitiøs kvinde. Tingene eskalerer kun herfra, på både akavet, komisk og meget dramatisk vis.

Helt sin egen stil
Jeg er stor fan af Yorgos Lanthimos’ tidligere film, The Lobster og Killing of a Sacred Deer. Han er ikke bange for at skabe sin helt egen stil, og forsøger altid at fortælle unikke historier. Han har haft meget held med sine vilde forsøg, men i denne omgang lykkes hans eksperiment ikke rigtigt.

Man finder stadig hans akavede stemning, der grænser mellem det dybt ubehagelige og tragikomiske. Skuespillerne passer rigtig godt ind i denne stemning, med deres karikerede og skæve gestikulationer og talerytme, så rent stilistisk er filmen helt i forlængelse af Lanthimos’ forrige. Jeg tror også, at det i høj grad skyldes de gode præstationer fra skuespillernes side. Særligt Olivia Coleman er overbevisende som den syge Dronning Anne, og både Rachel Weisz og Emma Stone gør en god figur. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er hovedårsagen til, at filmen er blevet så godt modtaget i udlandet. For mit vedkommende stopper det positive dog her.

Hadsk tone
For i modsætning til Lanthimos’ tidligere film, er historie denne gang temmelig forudselig. Trekantsdramaet bærer for mange ligheder med historier som f.eks. The Other Boleyn Girl, så når man først kan se, hvor historien leder hen, daler interessen meget hurtigt. Det er ikke nær så tankevækkende og pirrende som tidligere, og instruktørens andre faldgruber, som eksempelvis den meget vulgære dialog og det langtrukne tempo, bliver pludseligt meget mere distraherende, end hvis manuskriptet var bedre skruet sammen.

Stemningen er også langt mere hadsk, end i de fleste andre film jeg har set på det seneste. Grundtonen emmer af had til mænd specifikt, der alle bliver fremstillet som ubegavede lidderbukse, men også til menneskeheden helt generelt, da alle er på et spektrum, der kun strækker sig fra det ondsindede til det egoistiske. Så humoren klinger også meget mere hult, end den har gjort tidligere.

The Favorite er langt fra Yorgos Lanthimos’ bedste film. Den rummer stadig hans særegne skæve, men tragikomiske stil, og de tre kvindelige hovedroller spiller deres roller til perfektion, men som en filmoplevelse, rammer den aldrig plet. Historien er ganske enkelt for forudselig, med en utrolig trist konklusion, og subteksten gennem hele fortællingen er fuld af et had, som jeg kan mærke tærer på sjælen.

Her til sidst vil jeg bare gerne pointere, at jeg er meget glad for, at der stadig findes filmskabere som Lanthimos, der laver deres helt egne idiosynkratiske film. Nogle gange fungerer de og andre gange gør de ikke. I dette tilfælde ramte filmen ved siden af for mit vedkommende, men jeg håber, at Lanthimos forsætter af sin helt egen sti og får lov til at lave ”mærkelige” film i fremtiden. Og med filmens 10 Oscarnomineringer, er jeg i hvert fald spændt på at se, hvad han finder på i fremtiden.