Anthony Hopkins i sit livs rolle
The Father er en film, der allerede er blevet talt og skrevet meget om, inden den overhovedet er udkommet i de danske biografer. Det skyldtes ikke bare, at det er en Oscarvindende film, men nok nærmere, at denne mystiske film om en aldrende far, der lider af Alzheimer, vandt Oscaren for bedste mandlige hovedrolle foran Chadwick Boseman, som på alle måder virkede som den tiltænkte vinder.
Denne virak, som delvist er skabt af Oscar akademiet selv, er dog fuldstændig misvisende for filmen. Lad mig bare med det samme slå fast, Anthony Hopkins er fænomenal, og han ville være favorit uanset hvilket år filmen udkom i. Rollen er nærmest en kulmination på hele Hopkins’ lange og bemærkelsesværdige karriere, og selvom han nu er 83 år, viser han ingen tegn på, at han er ved at falde af på den. Hans distræte gestikulationer, hans fjerne blik, og den snedige snarrådighed, som han ofte tilfører sine karakterer, får en helt anden betydning, når han spiller en mand, som ikke har styr på sine egne minder, man alligevel gør alt hvad han kan for ikke at tabe ansigt.
Stof til eftertanke
Og selvom jeg endnu ikke, ligesom det meste er publikum, lider af en sygdom som Alzheimer eller demens, så gør filmskaberne et eminent arbejde med at sætte os ind i, hvordan det må være at kæmpe for at være til stede, alt imens man langsomt forsvinder. Fortællingen bliver nemlig fortalt fra Anthonys perspektiv, så vi får virkelig et indblik i, hvordan det må være at rode rundt i ens egne minder og ikke have styr på hverken tiden, ansigtet på sin datter eller sig selv.
Det ville næsten være synd at afsløre mere, for det er en virkelig gennemarbejdet film, der som et kompliceret puslespil er bedst, når det hele er en overraskelse. Den vil med al sandsynlighed sætte spor hos seerne, fordi den er så velspillet og velfortalt. Der er ingen tvivl om, at Anthony Hopkins er en velfortjent Oscarvinder, og når han bliver understøttet af en håndfuld dygtige britiske skuespillere som Olivia Colman, Rufus Sewell mfl., fører det til et noget atypisk kammerspil, som i den grad er været se og mærke.
