Et personligt, men blødt selvportræt
Steven Spielberg er tilbage med sin nok mest personlige film til dato. The Fabelmans er en film, der udspringer af hans eget liv. Og hvem har ikke lyst til at se en film om Steven Spielberg, en af moderne films største instruktører, der innoverede filmmediet i sine unge år og cementerede sig som en toneangivende magtfaktor sidenhen.
Historien i The Fabelmans følger den unge Sammy Fabelman, der vokser op i 1960’erne. Han har en ukuelig passion for at lave film, lige siden han som lille blev tryllebundet af mediet på en biograftur. Alt er dog ikke helt fryd og gammen, for hans familieliv er i ubalance. Hans mor og far er slet ikke på samme bølgelængde. Mens faren er et matematisk geni og lidt af en uopmærksom nørd, er moren en mere bombastisk og kreative type, der bare kaster sig ud i tingene, uden den store omtanke. Imens forsøger Sammy at manøvrere igennem sine teenageår, hvor det nogle gange er lidt svært at passe ind, når man er en lille splejs og ikke mindst jøde.
© Nordisk Film Distribution
Blind for sit privilegerede liv
Nu lyder det måske som en meget fængende fortælling, om et liv fuld af udfordringer og konstante kriser, men det er langt fra tilfældet. Ganske vist er ægteskabet mellem Sammys mor og far ikke det bedste, men de fremstår mere som et umage par, end decideret dysfunktionelle. Der er masser af kærlighed, og forældrene vil gerne have ægteskabet til at fungere, men det står meget hurtigt klart, at det bare er et spørgsmål om tid, inden det går op for dem begge, at de ikke fungerer sammen.
På samme måde er ungdomsårene overraskende udramatiske. Der er noget sporadisk mobning af klassens tabere, men det hele er sovset ind i en sukkersød stemning, hvor intet får lov til at gøre ondt.
Man sidder faktisk tilbage med et indtryk af, at Spielberg er lettere privilegieblind. For hvad er egentlig drivkraften i filmen? Det lader til at være familiedramaet mellem Sammy og hans forældre, men der er ikke rigtig nok kød på til at retfærdiggøre en spilletid på to en halv time.
© Nordisk Film Distribution
Det stærke drama udebliver
Når hans far bliver udstillet for sin manglende forståelse, klinger det hult, fordi han hele vejen igennem støtter Sammy på rejsen mod at blive filmskaber. At lave film var en noget dyrere hobby i 1960’erne end i dag, hvor alle har et 4K-kamera i lommen, så det er en stor ting, at hans far finansierer både kamera og filmruller i de første år. Så kan det godt være, at faren ikke forstår, hvordan man kan leve af at lave film, men så er det heller ikke værre.
Lidt mere kød er der dog på forholdet mellem Sammy og hans mor. Sammy bliver ufrivilligt medspilleren i morens cirkus, men selvom det til tider er tragisk, bliver det ligesom skoledramaet aldrig så følelsesmæssigt hårdt, at man kan blive påvirket.
© Nordisk Film Distribution
Man kan virkelig se, The Fabelmans ligger Steven Spielbergs hjerte meget nært, men derfor er det også overraskende, at filmen er for sød og nuttet til sit eget bedste.
Man kunne sagtens have fokuseret på konflikten mellem faren og sønnen, der ikke forstår hinanden, eller om den følelsesmæssigt ustabile mor, der gør mere skade end gavn. Man kunne sågar have fokuseret på, hvordan det har været at vokse op med en drøm om at være filmskaber i en periode af filmindustrien, der stadig bar lidt præg af at være det vilde vesten.
Det lader dog ikke til, at Spielberg har kunne vælge, og derfor er manuskriptet spredt for alle vinde. Det kan godt være, at det er endt som en helaftensfilm, men der bliver ikke brugt særlig meget tid på plottet, der mest af alt skøjter hen over de ubehagelige passager, der kunne have gjort ondt.
Ligesom så mange andre af Spielbergs senere film, er den alt for mild og ufarlig for sit eget bedste, og det er noget paradoksalt, med tanke på, hvor varm og rørende en fortælling, det kunne have været.
Det er dog stadig en film, der er lavet af Spielberg, og derfor er det flot og gennemarbejdet håndværk. Selvom jeg har været meget efter historien, hænger den stadig godt sammen. Det er da også sjovt at se, hvordan den unge Sammy udvikler sig som filmskaber fra sin første film i kælderen til store amatørproduktioner, i takt med, at han får mere erfaring. Jeg sidder bare tilbage med at ønske om, at Spielberg havde været lidt mere modig og ikke fastholdt en blid og behagelig tone hele vejen.
