En actionfilm uden modtager

Equalizer-trilogien er noget af en besynderlig en af slagsen. Det skyldes ikke, at det er en meget ligetil og banal actionserie, hvor én mand med sin evner er i stand til at skabe retfærdighed, når samfundet fejler. Konceptet har eksisteret i hvert fald lige så længe som filmmediet, og folk som Liam Neeson har nærmest gjort en karriere ud af at lave film i denne ånd, der er glemt lige så snart, man træder ud af biografmørket.

Hvad der dog ikke er forglemmeligt er Denzel Washington. Gennem hele sin karriere, har han været kendetegnet ved sin karisma, stærke præstationer og har gennem mere end 40 år været garant for film, der om ikke andet har forsøgt at være mere end blot flad underholdning, der kun eksisterer for at tjene penge og pleje skuespillerens ego.

© Columbia Pictures

Hvorfor, Denzel?
Derfor er de første to Equalizer-film, så svære at forklare. Historierne om den pensionerede supersoldat, Robert McCall, der i sit livs efterår, med jævne mellemrum føler sig nødsaget til at tage loven i egen hånd, fremstår nærmest som kasserede Taken-manuskript, ikke bare i deres klichéfyldte karakterer og dialog, men også i filmskabelsen, der ikke kunne være længere væk fra Cohen-brødrene, Robert Zemeckis eller Spike Lee, der alle har deres eget visuelle filmsprog. Intet af dette er til stede i denne treer, hvor Robert McCall nu er endt i Italien, hvor han får nok af den italienske mafia, der er så karikeret og endimensionelle, at man ikke så meget glæder sig til, at de får, som de har fortjent, men mere på, at rulleteksterne kører.

Mest graverende er dog Washington selv. Han kører nærmest på autopilot og bruger sit skæve smil som en krykke, da end ikke han lader til at vide, hvorfor han har sagt ja til denne film. Manden er også blevet 68 år, så de actionsekvenser, man i det mindste burde kunne forvente i en actionfilm, er i stedet blevet skubbet så langt ud i mørket, at langt størstedelen finder sted off-screen.

Igen sidder man tilbage med spørgsmålet, hvorfor eksisterer filmen? Manuskriptet er en stor kliché, actionsekvenserne er ikke noget at skrive hjem om, og Denzel Washington virker helt ved siden af sig selv, som om han er dukket op mere af tvang end lyst. Så man skal virkelig være en dedikeret fan af den dobbelt oscarvinder, hvis det skal være biografturen værd at tilbringe en tredje film i selskab med The Equalizer.