Jordens undergang som metafor for det moderne samfund
Den eminente dokumentarist Joshua Oppenheimer, der for år tilbage viste sit talent med de barske dokumentarer The Act of Killing og The Look of Silence, har nu taget springet ind i fiktionsverden, men trådene til den barske virkelighed er stadig at finde.
The End er en musical, hvor vi følger en gruppe overlevende, efter Jorden er gået under. Hvad, der er sket, ved vi ikke, men meget tyder på, at det har været en langsommelig katastrofe, der har tvunget vores forsamling under overfladen. Her har de levet årtier i en luksuriøs bunker, med alt hvad hjertet begærer, bare ikke nye bekendtskaber. Det ændrer sig dog, da en ung kvinde falder ned, og den lille gruppe af seks pludselig bliver til syv.
Et kritisk blik på mennesket
Samfundskritikken er til at spore fra første færd. Ud over det åbenlyse i, at undergangen helt klart er en metafor for nutidens klimaforandringer, bliver der heller ikke lagt skjul på den velstand, der har gjort det muligt for vores gruppe at overleve undergangen. Patriarken har fx opbygget sin formue gennem olie, og hans meddelagtighed i miljøkatastrofen er noget, han stadig kæmper med flere år efter.
Karaktererne spiller også så klare roller, at de fleste af dem end ikke har noget navn, men blot bliver tiltalt gennem den funktion, de udfolder i dette lille mikrokosmos.
Alt dette er, hvad man kunne forvente af en mand, der har beskæftiget sig med verdenssamfundet og den menneskelige psyke i så mange år. Hvad der dog kommer som en overraskelse er, at det er en musical.
Manglende karakterisering
Musikaliteten starter som en positiv overraskelse. Det er et pudsigt kneb, der gør den umenneskelig virkelighed til en leg, men hurtigt viser det sig at være en kæmpe hæmsko for filmen som helhed. Sangene er ganske enkelt ikke gode nok, og hver gang man gerne vil vide noget mere om de interpersonelle relationer, bryder karaktererne ud i sang, og så bliver plottet sat på pause.
Denne brug af sange bliver kun et større problem, da manuskriptet næsten udelukkende er fokuseret på karaktererne. Alt andet omkring samfundet i bunkeren er skåret fra, så det kun er det rene kammerspil, som skal bære dramaet. Vi ved intet om, hvordan verden er gået under, eller om den overhovedet er gået under, hvordan de får tandpasta, vand eller elektricitet. Når alle disse og mange andre spørgsmål bliver ignoreret, tilfalder der en enorm byrde, som karaktererne slet ikke kan bære, da de ganske enkelt ikke er dybe eller interessante nok.
Udover det faktum, at de alle tydeligt lider af lejrkuller, kommer vi aldrig rigtig ind på livet af dem. Alt dette gør, at man kan føle hvert et minut af filmens lange spilletid.
Joshua Oppenheimer har helt klart været ambitiøs med The End, der ikke bare hiver fat i menneskehedens manglende evne til at agere på dommedagen eller sociale normer, men også er en musical. Desværre går det aldrig rigtig op i en højere enhed. Kulisserne og setdesignet er eminent, og hører til blandt de bedste i klassen. Skuespillere som Michael Shannon og Tilda Swinton er også så dygtige, at de kan få selv de mest underfortalte karakterer, til næsten at fremstå indbydende. Desværre forbliver det ligeved og næsten.
