Et godt budskab, der ikke er særligt godt fortalt

Vi kender alle til den sårbare og forfærdelige pubertet, hvor vi hverken er i stand til at gennemskue og forstå os selv eller andre. Denne teenagefase går vi igennem med Nadine (Hailee Steinfeld), der føler, hele verden er imod hende. Hun er vokset op med en mor, der udelukkende fokusere på sig selv og roser Nadines storebror, Darian, til skyerne. Darian er den typiske populære atlet, der får alt serveret for sig grundet hans muskuløse krop og popularitet – og så er han også elitestuderende. Nadine er det stik modsatte. Hun har altid haft det svært med at passe ind, og gennem sin opvækst har det altid været hendes far, der har hjulpet hende gennem svære og ensomme tider.

Da hendes far pludselig får et hjertetilfælde og går bort, bliver Nadines bedste veninde, Krista, den eneste, der kan løfte hende op i situationer, hvor hun har det allersværest. Men da Krista pludselig kommer sammen med Darian, bryder hele Nadines verden sammen, og hun føler sig mere alene end nogensinde før.

Den svære ungdom
Gennem filmen følger vi Nadines mentale sammenbrud efter hendes store skænderi med Krista, der får hende til at udforske og springe ud i ting, hun normalt aldrig ville turde.

Filmen er meget langsomt bygget op, hvilket gør budskabet og handlingen svær at gennemskue. I starten bliver der brugt langt mere tid på at opbygge konflikten mellem de to veninder, end på at vise den personlige udvikling, Nadine går igennem. Det gør, at man længe sidder og overvejer, om der kommer til at ske andet i løbet af filmen end små skænderier på skolegangen. Lige så snart Nadine begynder at træde ud af sin skal og gøre ting, hun normalt ikke ville, tager det i den grad også fart, og jeg fandt ofte mig selv blive revet med og krumme tær, fordi man på ingen måde kunne regne ud, hvilke udfald alle hendes handlinger ville have.

De mange toneskift
Der er utrolig mange karakterer, der bliver præsenteret i løbet af filmen. Én af dem er læren, Mr. Bruner (Woody Harrelson), der er Nadines historielærer. Han er den, som Nadine ender med at snakke med, når hun ikke ved, hvem hun ellers skal henvende sig til med sine problemer. Mr. Bruner er en anderledes karakter, fordi han siger alle mulige umoralske ting til Nadine – ting som får publikum til at trække lidt på smilebåndet, fordi det er så brutalt. Det er dog en anelse ærgerligt, at han ikke er mere med i filmen. Han er kun med i de få scener, hvor Nadine virkelig rammer bunden, og selvom han hjælper hende, så bliver han stadig kun en karakter, der udelukkende er der til at fyre underholdende kommentarer af for at lette den tryggede stemning for publikum.

Jeg blev meget overrasket over filmens budskab om, at alle kæmper med hver deres problemer, men nogle skjuler det mere end andre. Det tog mig desværre bare rigtig lang tid at fange, at dét var budskabet, fordi man udelukkende får fortællingen fortalt af Nadine, og dermed også kun cirkulerer om hendes problemer, men ikke om de andres. Der ikke er nogen tvivl om, at farens død har haft betydning for hele familien. Vi oplever dog på ingen måde, hvordan moren eller Darian kæmper med det. Filmen bliver derfor meget snæversynet, også for publikum – hvilket er meget ærgerligt, for så får ens tanker ikke frit spil til at danne egne fortolkninger, men kun Nadines.

Overordnet synes jeg filmen havde rigtig mange gode elementer. Den var meget anderledes, fordi den blev så dyster og melankolsk på en anden måde end andre ungdomsfilm. Man fik virkelig ondt af Nadine, og gennem filmen blev man også grebet af hendes desperation om at få andre venner, forsøg på at få kærligheden, samtidig med, at hun kæmper med at bryde ud af sin ensomme skal. Det var en anderledes fortælling om en teenager, der glemmer at alting ikke handler om én selv. Desværre synes jeg ikke, at budskabet spejlede den nervepirrende fortælling, der bliver fortalt i løbet af filmen, og de mange toneskift undervejs gør den hverken god som en ungdomskomedie eller -drama.