En adaptation uden noget eksistensgrundlag
I en tid, hvor intet er helligt, og alt skal genindspilles, er genindspilningsturen kommet til kultfilmen The Crow fra 1994, der nok mest er kendt for Brandon Lees tragiske dødsfald under optagelserne. Derfor har der også været rejst en masse spørgsmålstegn ved, om man overhovedet burde lave en ny version, når tragedien altid vil være en del af historien, ligesom inspirationen til den oprindelige tegneserie også udsprang af et meningsløst dødsfald.
Men nu, 30 år senere, er en ny version indspillet, og heldigvis er intet lige så slemt sket under produktionen af denne. Det betyder så også, at spørgsmålet bliver, hvad er der egentlig særligt ved lige netop denne version?
Hovedløse historiefortælling
I filmen følger vi Eric (Bill Skarsgård), der lever en rodløs tilværelse. Han befinder sig på den lukkede afdeling sammen med andre utilpassede unge, og holder sig generelt bare for sig selv. Det er indtil han møder Shelley (FKA Twigs). Det er kærlighed ved første blik, men Shelleys mørke fortid indhenter dem begge, og det hele ender som en tragedie. Deres liv burde være slut, men i en dimension mellem himmel og jord får Eric en chance for at vende tilbage, tage kampen op mod ondskaben og genforenes med sit livs kærlighed.
Selvom der er gået 30 år siden den første adaptation af tegneserien, sidder man ikke tilbage med en fornemmelse af, at filmskaberne har fundet på en bedre indgangsvinkel. Historien er stadig en meget actionfyldt og banal version af Romeo og Julie, hvor de aldrig kan få hinanden af tragiske omstændigheder. Shakespeare viste dog, at en solid historie stadig holder, men i filmen er der slet ikke kælet nok for detaljerne til, at man kan mærke den store kærlighedshistorie. Det er mere floskler end ægte følelser.
Instruktør Rupert Sanders er så optaget af alle de visuelle effekter, at han fuldstændig glemmer, hvad det hele handler om. Hele første del bliver ganske vist brugt på Eric og Shelleys kærlighedshistorie, men man føler aldrig for dem. Der er lidt for meget musikvideo over deres forelskelse, og selvom de gør meget ud af at vise, hvor meget de elsker hinanden med nye tatoveringer og masser af fysisk intimitet, tror man aldrig rigtig på dem som mennesker.
Fænomenal cinematografi
Men til trods for, at manuskriptet er rodet, må man alligevel rose filmen for at have en gennemført og velproduceret visuel stil. Hvor historien bliver gradvist mere og mere usammenhængende, bliver den visuelle punkstil mere og mere klart eksekveret. Den regndryppene, mørke, undergrundsdystopi vi bliver præsenteret for, er så godt skruet sammen på et teknisk niveau, at man bliver nødt til at kippe med flaget for det fornemme arbejde af alle dem, der har sammensat de computergenerede effekter, colorgradet, orkestreret setdesignet og koreograferet actionsekvenserne.
Der er ikke en finger at sætte på æstetikken. Hvad end det er blodet, der sprøjter, faretruende krager eller storstilet action, så ser det bare godt ud i al sin brutale groteskhed.
Jeg bliver også nødt til at fremhæve Bill Skarsgårds præstation. Selvom rollen som Eric er noget tyndbenet, giver han sig fuldt ud som altid. Han udstråler så meget fandenivoldskhed, at man til tider næsten kan tilgive, hvor lidt historien hænger sammen.
Derfor er det med en vis vemod, at helhedsoplevelsen alligevel må siges at være så mangelfuld. Uanset hvor dygtige håndværkere, der er bag kameraet, så kan de ikke redde en film, der er usammenhængende på et helt fundamentalt manuskriptplan, eller som skal bæres af en kærlighedshistorie, som man aldrig tror på. Det lykkes aldrig for The Crow at blive til andet end en intetsigende genindspilning, der aldrig kommer med et godt bud på, hvorfor lige netop denne adaptation skulle laves. Det er muligt at finde en vis nydelse i den brutale måde, hævnhistorie bliver fortalt på, men nogen stor eller tankevækkende oplevelse bliver det aldrig.
