En original, men genkendelig science-fiction
Med instruktør Gareth Edwards originale science-fiction, bliver vi ikke bare præsenteret til et nyt bud på en dystopisk fremtid, men også moderne perspektiv på ældgamle koncepter. Der er ingen tvivl om, at det her er Edwards’ eget univers, men samtidig er det også en mere empatisk og moderne udgave af det dommedagskoncept, som de fleste første gang stiftede bekendtskab med i The Terminator. Forskellen er dog, at hvor Skynet i James Camerons klassiker repræsenterede rendyrket ondskab, er rollerne nærmest vendt på hovedet i dag.
Fordi ganske vist befinder vi også endnu engang i et dystopisk scenarie, hvor menneskehedens iver efter at skabe kunstig intelligens har resulteret i en atombombe i Los Angeles, men med 2023-briller, forsøger Gareth Edwards at skabe et lidt mere nuanceret portræt af, hvordan en sådan konflikt kan udfolde sig. Trykket skal dog lægges på forsøgt.
Nyt, og så alligevel ikke
Selvom filmen bryster sig af store tanker og mindst lige så store følelser, og som fra første færd giver indtrykket af, at der er plads til flere nuancer, bliver vi stadig spist af med en historie, der præsenterer sine karakterer som værende meget entydigt gode eller onde, på den helt traditionelle måde. Nu er det bare menneskene, nærmere bestemt amerikanerne, der er de krigsliderlige og destruktive antagonister.
Plottet er også fyldt med andre, lidt for genkendelige klicheer, hvor den mest graverende nok er den messias-lignende skikkelse, der med sin indtræden tvinger plottet til at køre på autopilot mod den mest forudsigelige slutning, man kan forestille sig.
Så det er måske ikke det nybrud, den moderne Star Wars eller Terminator, som man kunne have håbet, men mindre kan også gøre det. Mindre imponerende er John David Washington, der stadig ikke besidder den gravitas, som har gjort hans far til en filmlegende. Andre fodtrin kan man se bort fra, men en hovedkarakter, der er tør på papiret og flad på lærred, er noget, der unægtelig trækker helhedsoplevelsen ned.
Helheden opvejer de enkelte mangler
Til gengæld har Gareth Edwards styr på æstetikken. Ligesom med Edwards’ forrige film, Rogue One, sidder den visuelle identitet lige i skabet. Det er en grum og jordbunden fremtidsvision, ligesom sammensmeltningen af alle de mange visuelle og computergenereret effekter naturligt komplimenterer hinanden.
Det er befriende med en film, der ikke er baseret på et tidligere forlæg, der er blevet genfortalt og adapteret til ukendelighed, men paradoksalt sidder man også tilbage med en følelse af, at man har set det hele før. Gareth Edwards er måske en visionær instruktør, er han ikke særlig nyskabende, og den ærgerlige fornemmelse hænger ved, når filmen har været en efterhånden sjælden mulighed for at være en lille smule mere underholdende indenfor blockbustergenren.
