Tredje gang er forhåbentlig sidste gang

’The Conjuring’ filmene omhandler ægteparret Ed & Lorraine Warren (Patrick Wilson og Vera Farmiga), der er paranormale efterforskere, og som bruger deres tid på at redde diverse familier fra dæmoner og andre overnaturlige fænomener. Warren-parret eksisterede i virkeligheden, og filmene er baseret på nogle af de oplevelser parret stødte på i deres virke som spøgelsesjægere.

’The Conjuring: The Devil Made Me Do It’ er tredje installation i filmserien, og denne gang handler det om en forbandelse, som en satanist har lagt over en familie, ved at påkalde en dæmon. Filmen starter i højt tempo med en eksorcisme af en ung dreng, der ender galt. Først tror alle tilstedeværende, at eksorcismen har været en succes, men hurtigt finder de ud af at dæmonen blot har ’hoppet’ fra drengen over til storesøsterens kæreste, Arne, som nu er blevet besat, hvilket resulterer i en tragedie.

Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med plottet, for det bliver lidt kringlet – og fjollet (som ovenstående beskrivelse måske også viser). Den første ’The Conjuring’ blev en kæmpesucces, og var både en god og meget uhyggelig gyser, der i hvert fald gav en skræk i livet på undertegnede. Efterfølgeren havde sine momenter, men var overordnet set rimelig forglemmelig. Den tredje (og forhåbentlig sidste) film er decideret dårlig, og nu må tiden være løbet ud for denne franchise, der egentlig aldrig burde havde været en franchise, men i stedet bare skulle have holdt sig til den ene gode film.

Hovedrystende manuskript
Det skal nævnes, at der er enkelte steder, hvor filmen formår at skabe lidt uhyggelig stemning, og spænding omkring plottet – men det er meget få steder. Hovedsageligt sidder man med lidt hovedrysten over, hvordan en af nyere tids bedste gyserfilm er blevet udvandet til dens nuværende form.

Først og fremmest er filmen sjældent uhyggelig. Dæmonbesættelserne af uskyldige mennesker virker som noget man har set før – og set bedre. Der bliver stjålet med arme og ben fra film som ’The Exorcist’ (en film, der også bliver lavet en ligegyldig hilsen til, med en gentagelse en klassisk scene fra filmen). Derudover er filmen ret dårligt skrevet. Dialogen virker klumset og plottet giver ikke altid helt mening – nogle gange er filmen alt for overforklarende, og andre gange er den for underforklarende. Indimellem forsøger filmen sig med lidt malplaceret humor, og det passer virkelig ikke ind i den ellers gravalvorlige stemning. Mere morsom er de passager, hvor filmen er ufrivilligt sjov, og tager sig selv alt for alvorlig i forhold til, hvor fjollet den egentlig er.

Patrick Wilson og Vera Farmiga gør hvad de kan, og John Noble er meget fin i en lille birolle, men generelt er der ikke meget at komme efter, når manuskriptet er så dårligt og dovent skrevet.

Alt i alt må man håbe at tredje film i ’The Conjuring’-serien bliver sidste kapitel, og at skuespillerne ikke har skrevet under på flere film – for det er altså ved at blive lidt synd for dem.