En mesterlig og hjerteskærende dokumentar

I The Cave tager Feras Fayyad os med til den syriske by Ghouta, hvor han har fulgt den kvindelige Dr. Amani, der leder et hospital midt i krigszonen. Indbyggerne kan ikke flygte fra byen, så de har bygget underjordiske grotter, hvor de kan gemme sig fra russernes bombeangreb. Det er umenneskelig meget at se til for Amani, for ikke nok med, at de konstant mangler ressourcer, og hun hele tiden skal kæmpe for bare at få hospitalet til at hænge nogenlunde sammen, så er de tilskadekomne ofte helt unge børn og babyer.

Allerede i en af de første scener ser vi krigens uretfærdige ansigt, da Amani fjerner sten fra en babys luftveje, så hun kan trække vejret – og det er kun starten. Det er scener som disse, de fleste af os gerne vil skånes for, men Fayyad holder ikke igen for at tilgodese vores vesterlandske mådehold.

For ikke nok med at hospitalet selv er i fare for at blive bombet, har krigen også tæret hårdt på personalet, hvor flere åbenlyst lider af PTSD, om man ved bare, at de aldrig kommer til at finde indre ro igen.

Menneskelighed i en umenneskelig situation
Det er dog ikke bare en stor lidelse, fordi vi får også lov til at se, at de stadig har beholdt deres menneskelighed. Hverdagstrivialiteter, som eksempelvis, at risen ikke er saltet nok, og den dertilhørende brok, er der også plads til, ligesom Amani også jævnligt skal overbevise vrede og fortvivlede mænd om, at hun er en autoritet, selvom hun er kvinde. Alt dette gør kun tingene endnu mere hjerteskærende, når man kan spore et normalt og genkendeligt samfund lige under overfladen.

The Cave er en mesterlig dokumentar, som man sjældent ser det, hvor der ikke bare sættes fokus på et emne, som fortjener at blive belyst, men hvor man også gør det på den barske måde. Det storpolitiske i baggrunden bliver fuldstændig irrelevant, når man ser menneskerne på jorden. Det kan godt være, at byen Ghouta og lægen Amani bor i en helt anden del af verden end os, med et helt andet folk, i et land, som skifte danske regeringer intet har ville have med at gøre, men når det kommer til stykket, er de stadig mennesker, der fortjener et ordentligt liv. Feras Fayyad viser med al tydelighed, at de lider for ingen verdens nytte, og hvis ikke man bliver rørt af disse menneskers magtesløs kamp mod overmagten, ved jeg ikke hvor afstumpet man er.

Det er nok ikke en dokumentar, som de fleste har lyst til at se, men uanset hvad du føler, når du ser filmen, er det intet i forhold til, hvad syrerne gennemgår. Jeg mangler ord for at beskrive, hvor fantastisk og frygtelig en reportage det er, men det burde næsten være en del af vores empatiske dannelse at se film som denne.