Frihed er for de frygtløse

Den rigtige Easy Rider?
Jeff Nichols har lavet en hypnotiserende outsiderfilm, som vil få motorcykelsalget til at stige.

En del af den amerikanske drøm har altid haft ordet frihed som omdrejningspunkt. Om de selv efterhånden ved, hvad det er, er tvivlsomt, men i dette tidsportræt handler det om at finde et fællesskab med ligesindede af utilpassede, eller for at sige det på dansk, så er det dem, de andre ikke må lege med.

The Bikeriders er en film om en motorcykelkultur, der blev til en rockerkultur. Et flot portræt af de mennesker, der ikke passer ind i det kasse- og klassesamfund, vi har aftalt, er vores fællesskab.

Filmens tidslinje udspiller sig i et par tidshop i Chicago og læner sig op ad fotojournalisten Danny Lyons fotobog ”The Bikeriders”, som udkom i 1968.

I fire år, mellem 1963 til 1967, fulgte og fotograferede han The Chicago Outlaws Motorcycle Club.

Da bogen blev genudgivet i 2003, havde Danny Lyon skrevet et nyt forord, der prøvede at beskrive, hvad han havde hørt, der var blevet af de forskellige mennesker i bogen.

Det har instruktør Jeff Nichols, som selv har en stor passion for motorcykler, skrevet et fiktionsmanuskript ud fra, som nu er blevet til filmen af samme navn.

Ingen vil dem, så de vil hinanden
Dette er ikke en film om tilblivelsen af Hells Angles, men det kunne det lige så godt have været. Lige som det også læner sig op ad den danske fortælling om rockergruppen Bullshit, eller en af de nyere grupperinger med rygmærker for den sags skyld.

Dette er, hvad der altid sker, når utilpassede mennesker finder et fællesskab i at være utilpasset, som er et fint ord for, jeg gør, hvad der passer mig og kalder det frihed.

Filmen viser flot og præcist, hvordan selv de bedste intentioner om at være sammen om noget, som andre ikke forstår, bliver revet fra hinanden, kvalt eller på anden måde drukner, når de misforståede bliver skiftet ud med mere voldsparate undertrykte skæbner, der leder efter bekræftelse i en hævn tiltænkt en anden end offeret.

En spejldør ind til virkeligheden
I forbindelse med tilblivelsen af bogen findes der interviews indtalt på bånd, som især skuespiller Jodie Comer har kunnet bruge til at finde og forme sin karakter som Kathy.

Kathy er filmens fortæller, hvilket giver mening, da hun, lige som publikum, kommer udefra og bliver inviteret ind i miljøet. Hun fortæller historien til den nysgerrige journalist, som er publikum.

Netop fordi virkelighedens Kathy Zipco har en typisk stærk Chicago arbejderklasse accent, har Jodi Comer brugt det og resten af filmen følger trop.

Tom Hardy, som altid arbejder meget og bedst med så mange detaljer som overhovedet muligt, har sovset sit portræt af Johnny ind i små fysiske skavanker, udfordring med kropsholdning, tics og hans signatur som skuespiller, aggressiv og hurtig fysisk overlegenhed. Som så mange gange før virker det, og vores øjne drages til ham som et insekt mod skarpt lys. Tom Hardy ejer hver scene, som han spiller med i.

Austin Butler gør, hvad han kan, for at tage ejerskab over sin karakter som Benny. Men vi befinder os hele tiden et par sekunder fra, at det bliver Austin Butler i rollen som Austin Butler, med et stort vink tilbage til fortidens dyrkelse af stjerner og ikke deres skuespil a la James Dean.

Det lyder som en voldsom kritik. Det er det nødvendigvis ikke, men karakteren Benny ender som et uforløst portræt, hvor publikum sidder tilbage uden helt at vide, hvem han egentlig er, og hvorfor han gør, som han gør.

En fod i hver lejr
Fotobogen er filmens helt store styrke, men på samme tid fortællingens svageste led.

Lige som skuespillerne har arbejdet sig så tæt på bogens vinkel og skildring af virkeligheden, så har fotografen, Adam Stone, med største selvfølgelighed lagt sig op ad fotografiernes stemninger, lys, farve og mangel på samme. Det samme har scenografien og kostumerne og, ja, faktisk alt og alle.

Det er prisværdigt, men for fortællingen føles det lidt som en forhindring, og manuskriptet står hele tiden med en fod i hver lejr. Teksten og dramaet er tro mod sin kilde, men det efterlader meget usagt eller indforstået og en del af suspensen udebliver fra en ellers glimrende opbygning, da man ikke har ønsket yderligere fiktiv dramatisering end nødvendigt.

The Bikeriders er et gennemarbejdet værk, der skaber liv til et portræt af en tid og en type mennesker, der repræsenterer en forsinket sidste del og rest af det vilde vesten.