Colin Farrell er bare helt fantastisk

I The Banshees of Inisherin tager den prisvindende instruktør og forfatter Martin McDonagh os 100 år tilbage i tiden, til den fiktive irske ø, Inisherin. På øen møder vi den lavmælte Pádraic (Colin Farrell), der en dag finder ud af, at hans bedste ven Colm (Brendan Gleeson), ikke længere vil være hans ven. Det lyder absurd, og det er begrundelsen også, men det bliver alligevel katalysatoren for en fortælling, som er helt usædvanlig.

Et venskab forandrer et samfund
En enkel konflikt mellem to venner, der lever på en afsides ø, lyder måske ikke som noget epos, men det ender historien alligevel med at være. Pádraic og Colms uvenskab spreder sig som ringe i vandet til resten af øsamfundet, hvor de mange skæbner rummer stor tematisk kraft. For hvis man graver et spadestik dybere, er der virkelig mange tanker, som bliver sat i gang.

Det er ikke bare borgerkrigen, som udspiller sig i baggrunden på fastlandet, men også eksempelvis Pádraics søster Siobhan, der har lidt mere mellem ørene end de fleste andre på øen, som prøver at finde sin plads i tilværelsen, ligesom Colm gerne vil skabe et eftermæle, ved at blive komponist. Isoleret set og på overfladen, lyder det ikke af meget, men i sin helhed, bliver der sagt rigtig meget mellem linjerne.

Det er dog ikke bare manuskriptet, der er godt, men også ensemblet. Det er ikke nogen tilfældighed, at hele fire skuespillere er blevet nomineret til en Oscar for deres præstationer i filmen her. Ensemblet er ganske enkelt eminent. Alligevel formår Colin Farrell at skille sig mærkbart ud som den forsmåede og fordringsløse Pádraic. Til trods for sit udseende, har Farrell altid været bedst, når han har fået lov til at spille de lidt mere skæve karakterer, og det er som om, at hans præstation i filmen er kulminationen på alt det, som han har gjort forinden.

Det ville være synd at afsløre mere af The Banshees of Inisherin, fordi det er en film, der ganske enkelt bare skal ses. Skuespillerne er fantastiske, manuskriptet er fuldstændig idiosynkratisk og originalt, og de smukke landskabsbilleder skader i hvert fald heller ikke. Ligesom med Martin McDonaghs forrige film, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, er der helt klart noget at tale om bagefter.