
En gammeldags thriller
I spionthrilleren The Amateur møder vi Charlie Heller (Rami Malek). Han arbejder ganske vist for CIA, men kunne ikke være længere væk fra marken. Han sidder foran sin computer i et underjordisk kontor og afkoder transmissioner for at hjælpe feltagenter.
Alt ændrer sig dog, da hans kone bliver dræbt i et terrorangreb. Hans overordnede nægter at fange de ansvarlige, fordi de selv er impliceret, hvilket Charlie på ingen måde vil acceptere og derfor tager sagen i egen hånd. Det bliver starten på en thriller med en noget usædvanlige actionhelt, der bruger sit intellekt i stedet for de bare næver.
Klicheerne står i kø
The Amateur er som at rejse 20 år tilbage i tiden. Ikke bare, fordi den repræsenterer troen på, at filmlandskabet stadig er modtagelig overfor en film, der ikke er baseret på en tegneserie eller et videospil, men også i sin historie og budskab. Konceptet kan virkelig koges ned til, hvad nu hvis Jason Bourne var en kontornusser, og så er der ellers fart over feltet i en velstruktureret, men aldrig overraskende historie. Klicheerne står i kø, og selvom de aldrig er graverende, bliver der heller ikke gjort meget for at modvirke den forudsigelighed, som de medbringer.
Budskabet klinger også enormt hult. Hele idéen om, at hvis man bare fjerner nogle brodne kar, så skal den dygtige chef nok rette op på enkelte medarbejderes magtfuldkommenhed. De fleste mennesker er i dag godt klar over, at det er hele systemet, der er korrumperet, særligt i USA, så det virker lige lovligt banalt på lige netop det punkt, hvor en film som denne kunne excellere ved at have bare nogle få nuancer.
Rami Malek skal bære hele plottet på sine skuldre, og selvom han er troværdig som en nørd, der drevet af sorg vil tage hævn på internationale terrorister, kan han ikke flygte fra, hvor meget han stadig spiller en pastiche over sin rolle som Elliot fra Mr. Robot. Elliot var selvfølgelig Maleks glansrolle, men det er bare endnu et punkt, hvor filmen ikke formår at løfte sig fra de mest åbenlyse ligheder til det, der har eksisteret før.
Hvorfor The Amateur er lige præcis den film, der har fået lov til at få en biografpremiere, når så mange andre bare tilnærmelsesvis originale produktioner, bliver forvist til streaming, skal jeg ikke kunne sige. For selv, hvis man ser bort fra det, er den svær at anbefale. Der er ikke rigtig nogen hook eller noget ekstraordinært i eksekveringen, der kan få en til at valfarte i biograferne. Rami Malek spiller fint i en meget genkendelig rolle, men når både historien, tematikken og budskabet også er forudseligt og genkendeligt, bliver det for meget af det gode.