(Gamle) og nye fans kan grine sammen
Endelig lykkedes det
Siden 1984, hvor Kevin Eastman og Peter Laird udgav første nummer af Teenage Mutant Ninja Turtles, har der været mange forsøg på at gengive den kaotiske smeltekedel af ironi, samfundskritik, kaos, hormoner, fuckfingre, identitetskrise og duft af pizza i levende billeder.
De fleste danskere mødte nok de grønne padder og deres far, rotten Splinter, første gang på dansk fjernsyn i en nedvandet, meget børnevenlig tegnefilmsserie skabt på det tidspunkt, ligesom alle andre tegnefilmsserier, til at sælge legetøj.
De lidt større børn, som vi nu kalder unge voksne, så med da TMNT: The Movie kom på det store lærred i 1990. En film lavet på et budget, du dårligt kan få fire pizzaer til i dag.
Sådan er det gået op og ned for de stakkels misforståede teenagere, som egentligt lige siden deres fødsel har været meget populære, men aldrig helt rigtigt repræsenteret. Nogen vil mene, at det tætteste vi er kommet, er den første Michael Bay produktion fra 2014, mens andre holder fast i den campede fortid, og nogen igen er fan af Rise of the TMNT, som kørte på Nickelodeon fra 2018 til 2020, som havde en mere mangalignende tone og streg.
Lige meget om du klamrer dig til dine gamle comics eller barndomsmindernes legetøj, så er Mutant Mayhem en film til og for dig. Den er lavet med kæmpe kærlighed til hele franchisen og dens mange fans. Men filmens helt store styrke er, at den henvender sig til teenagere som teenagere er i dag. Heldigt for os andre, så er filmen skrevet af Seth Rogan, som er en 41-årig teenager, der kan bygge bro mellem fortiden og nutiden.
Når teenagere får lov at være teenagere
Det grønne slim glider ned gennem New Yorks kloakker. Undervejs påvirker det giftige stads blandt andet fire små skildpadder, der muterer og får menneskelige egenskaber. De bliver taget under Splinters vinger – en rotte, der også bor i de mørke tunneller.
Faktisk er denne montage og version den mest faderlige til dato. Mester Splinter er en rigtig far, med de bekymringer alle forældre har, og det valg gør også de fire teenagere så meget mere skrøbelige og identificerbare.
Leonardo, Michelangelo, Donatello og Raphael vil op der, hvor menneskene bor. De deler ikke Splinters frygt for, at de vil blive udstødt. I hvert fald ikke hvis de først kan hjælpe journalistspiren April O’Neil med at afsløre et forbrydersyndikat under ledelse af Superfly.
Man er lidt nervøs, når man sætter sig i biografen, skal vi nu til at se en oprindelseshistorie igen. Vi har som publikum efterhånden vænnet os til, at producenterne og filmskaberne er af den opfattelse, at vi hver gang skal se Bruce Wayne miste sine forældre, Peter Parker skal miste sin Onkel Ben, og vi skal se, hvordan fire skildpadder bliver til mutanter.
Men selvom vi også skal have den endnu engang for de bagerste rækker, bliver det gjort hurtigt, effektivt og som en del af den nødvendige fremdrift for resten af filmens handling.
Heller ikke når det kommer til modstandere, går Mutant Mayhem den sikre vej.
Der er ikke skyggen af Shredder eller Krang, og det hjælper filmen meget mere, end man skulle tro. Den (nye) skurk kunne første gang opleves i 2014, men kommer virkelig ud af skyggerne her, især med hjælp fra og stemme af Ice Cube.
Netop valget af stemmeskuespillere sikrer sammen med animationsvalget sejren, og endelig må der være enighed fra fanbasen i, at dette er filmen, vi alle har ventet på.
Jackie Chan som Splinter, John Cena som Rocksteady, Seth Rogan som Bebop, ja selv Paul Rudd får chancen for at tale om sig selv, og rigtige teenagere spiller vores fire helte.
Hvis man ikke er stærk i engelsk, er der mulighed for at se Mutant Mayhem på dansk, med ganske anstændige stemmer af bl.a. Lars Ranthe og Christian Fuhlendorff, men kan man, så skal man se filmen på engelsk.
Cowabunga dude!
Handlingen, stemmerne, soundtracket, respekten til fortiden og en spilletid på 99 minutter. Alt sammen ingredienser til en noget nær perfekt omgang forloren skildpadde. Men den sidste og vigtigste ingrediens og medspiller er animationen.
Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg havde en opfattelse af, at de levende billeder på noget tidspunkt i fortiden kom tæt på at være på højde i kvalitet med Kevin Eastman, Peter Laird, og Jim Lawsons streger. Men den valgte animationsstil, som i høj grad vælger ikke at være fejlfri og ren med vilje, men viser den største respekt til ophavet, er en stor oplevelse i biografen.
Følelsen af, hvordan fantasien får illustrationerne til at bevæge sig, når man læser, er her virkeliggjort, så man næsten tror, at man skal vende papiret, hvis man ellers kunne finde og få fat i hjørnet deroppe på det store lærred.
Det eneste minus ved filmen er illustrationen af April O´Neill. Jeg køber ikke, at hun skal forestille en person, der går i High School. Hun er mere tegnet som en person omkring de 30 år, hvilket vel egentligt er helt ok. Bare ikke når hun i handlingen skal forestille at være et sted mellem 14 og 18 år gammel. Jeg forstår ikke valget.
Mutant Mayhem er den Teenage Mutant Ninja Turtles film, vi alle sammen har gået og håbet og ventet på i alle disse år. Se den i biffen. Det fortjener den.
