SANGE FRA BYENS HJERTE
Men jeg har det da nogenlunde her. Her på Østre Gaaaasværk
Faktisk har jeg det mere en nogenlunde. Der, midt i den gamle gasbeholder, som i sig selv er en vigtig del af Københavns bevarede historie, bliver min by hyldet for alt det, den er, kan og rummer.
Jeg synes ellers selv, at jeg er god til ikke kun at gå med hovedet nede i fortovet, men se op på den by, som jeg har valgt at leve i. Men når det kommer til stykket, så er der altid noget, der skal nås, gøres eller indhentes. Når der så er et kort sekund til at se op, så gør jeg det da også, og jeg nyder vores smukke by, bygninger, tårne og historien bag. Der er bare noget jeg glemmer, og det er det, Teaterkoncert København lige har mindet mig om.
Paris er ikke Eiffeltårnet, London er ikke Big Ben, og København er ikke alt det, der står tilbage, når vi for længst er væk. Forestillingen hedder som undertitel sange fra byens hjerte, det hjerte er dig og mig og os. Hjertet er det fællesskab, som opstår, fordi vi bor lige her lige nu, og det har forestillingen i min ydmyge mening formået at hylde lige så meget som murstenene.
Teaterkoncert København har ikke et lineært handlingsforløb, men er små fragmenterede surrealistiske mini portrætter, der kan opleves som sit eget lille sangunivers. Der er dog en sæsondramaturgi som de mange sange fordeles i, og så går det ellers løs, og før du ved af det, er det hele forbi og umuligt at gå hjem. Der er lige en gammel ven, som du skal ud at hilse på først.
København. Du er kun alt jeg har
21 sange og et medley i alle genre fordelt på ca. to timer. Det lyder af meget, men det føles som et kort sekund, og der er stadig sange, som slet ikke er med. Vi ved alle sammen godt, at der er mange sange, der (bare) hedder København, men der er én bestemt skrevet af Carl Emil Petersen sammen med Ulige Numre, udgivet i 2011, som alle ventede på, og det blev, som ventet, aftenens centerpiece ved det allerede unikke bord.
De seks udvalgte solister er ikke bare gode hver for sig, men harmonerer og komplimenterer hinanden så hårene rejser sig på de ellers sensommervarme arme.
Vi skal hele følelsesregistret igennem fra melankolien til vreden og fra jazz til protest. Det hele iscenesat af instruktør Niels Erling med et hold, der har det ypperste inden for den teknik, scenekunsten i 2024 har til rådighed.
Østre Gasværk Teater ved om nogen, hvor svært det kan være at skabe et intimt rum i en hal, der er så stor og har så højt til loftet. Der er derfor blevet investeret i lyd, lys og grafisk videoudstyr, der for alvor viste, hvad det kunne under opførelsen af Another brick in the wall, part 5 sidste år. Teatret kan ikke, og det tror jeg da heller ikke. at de vil, løbe fra, at denne teknik er en aktiv medspiller i alle deres forestillinger. Det er vanvittigt flot og hypnotiserende at være vidne til.
Kunsten er ikke at skyde hele konfettikanonen af hele tiden igen og igen, for så bliver publikum forvænt med overfloden og glemmer, hvor magisk det egentligt er. Men også her beviste Østre Gasværk Teater med forestillingen Urinetown, der kørte i foråret, at de godt selv er klar over dette og kun bruger hele eller dele af arsenalet, når det giver mening for fremdriften af historien eller som understøttende virkemiddel.
Har du nogensinde set København fra en DC9?
Der er sange, vi alle husker, der er sange, som nogen måske ikke kender, og der er sange, som er helt nye. Alt sammen nøje valgt og fortolket for at fortælle vores fælles fortid, nutid og fremtid.
Men der hvor det bliver en smule drillesygt på en irriterende måde, er hvor forestillingen synes, at vi skal have et medley af de sange, som ikke blev valgt i sin helhed. Det stritter og spjætter i benene, når man kun får lov at høre 3 sekunder af København (Fra En DC-9), King’s Garden, jeg vil bo på Vesterbro og listen fortsætter. Det er stadig en hyldest og vidunderligt, men åh hvor er det svært.
Hver solist er sig selv og spiller ikke som sådan en karakter, men her gør Stine Bramsen og Bjørn Fjæstad sig alligevel lidt ekstra bemærket. Stine Bramsen har, ser det ud til, været meget modtagelig og interesseret i koreografien og de små detaljer i mimikken, der er med til at gøre de små scener stærkere mellem og under musikken.
Bjørn Fjæstad vil gerne dykke ned i mørket og den mere uhyggelige del af byens hjerte, og her kommer hans talent som skuespiller også bedst til udtryk.
Netop fordi der er så meget teknik i salen, er der også så meget mere, der kan gå galt.
Sharon Kumaraswamy sad fast og måtte hjælpes ned, da et hejseværk gik i stå, lysindstillinger kom for sent, vokalen druknede til tider i mixet, og autofokus på videoen havde svært ved at følge med. Et eller andet sted er det lige meget, it’s only rock ‘n’ roll but i like it, men man kunne med fordel have et par ekstra fulde gennemspilninger, måske endda med publikum på, inden premieren.
Teaterkoncert København går ikke bare i byens hjerte, den går i mit hjerte, og det gør så ondt og godt på samme tid. På byens vegne vil jeg gerne sige tak for sangen.
KØBENHAVN. SANGE FRA BYENS HJERTE spiller fra 20. september til 13. oktober 2024.
Østre Gasværk Teater. Varighed: 2 timer inkl. pause.
Medvirkende: Stine Bramsen, Lucky Lo, Kira Skov, William Torp, Sharon Kumaraswamy, Bjørn Fjæstad, Lea Thiim Harder, Alexander Grandjean. Instruktør: Niels Erling. Kapelmester & Musikalsk Arrangør: Markus Artved. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumedesigner: Line Bech. Lysdesignere: Jim Falk & Brian Njie. Lyddesigner: Tim Høyer. Musikere: Julie Møller Christiansen, Valdemar Weile, Matthias Petri, Rumle Sieling Langdal, Ned Ferm & Mette Hommel.
