En foruroligende skildring af menneskets mørke side.

Jeg må ærligt indrømme, at mine forventninger til denne film var meget lave. ”Endnu en film om 2. Verdenskrig, nu må det da snart være nok”. Men denne film bragte virkelig alle mine forventninger og tanker om den til skamme.

Tavshedens labyrint præsenterer os for den unge jurist Johan, hvis første tid i branchen lige er begyndt. Hans stræben efter at gøre det rigtige bringer ham dog hurtigt væk fra trivielle færdselssager, og ind i en labyrint af støvede og bortglemte sager om de mange hundrede tusinder mennesker, som mistede livet i koncentrations – og udryddelseslejrene i Auschwitz. Langsomt begynder Johan og hans makkere, at optrevle, finde og anholde de mange familiefædre, skolelærere, bagere osv. som for blot 20 år siden var en del af systemet i den kæmpe udryddelsesfabrik, som Hitler havde designet.

Selvom vi alle har hørt om rædslen og pinslen før, så skildrer Tavshedens labyrint tiden efter 2. Verdenskrig, på en helt unik og meget menneskelig måde. Den vil ikke pege fingre eller dømme, men bare vise os og minde os om, hvorfor lige netop 2. Verdenskrig er en af de mest voldsomme og forfærdelige krige verden har oplevet. Den er forfærdelig, fordi den ikke kun blev gennemført af soldater, men fordi også helt almindelige pæne familie fædre trak i arbejdstøjet og var med til at slå massevis af uskyldige mennesker ihjel.

Igennem Johan føres man, som tilskuer igennem den labyrint af fortielse, som indhyller krigen. I sin iver efter, at  få anholdt og dømt alle de mennesker, som deltog i forfærdelighederne, kommer Johan langsomt til den erkendelse, at alle på en eller anden måde har været indblandet i krigen – og at alle derfor er skyldige.

Men hvad betyder skyld egentlig? Og er det det vigtigste aspekt når man skal anholde og dømme de ”skyldige”?

Jo længere ind i sagen Johan kommer, jo mere i tvivl kommer han også om, hvorvidt det han gør er det rigtige.  For hvis alle er skyldige, er han det også selv.

Filmen får 5 stjerner.

4 stjerner for den virkelige gode historie og fantastiske vinkling. En vinkel, der virkelig favner mennesket og dets hverdag i tiden efter 2. Verdenskrig, og hvordan ingen havde nogen anelse om, hvad der egentlig var forgået i koncentrationslejrene – og at det måske netop var derfor, så mange mennesker kunne være en del af noget ondt og grufuldt, uden egentligt at være ondskabsfulde. For som filmen viser, så bliver det altid hverdag igen. Og udenfor går livet altid videre – lige meget hvor grufulde sager man sidder og studerer om torturerede børn og makabre eksperimenter – så går livet videre; folk går stadig ud og morer sig, tager på arbejde, går i skole etc.

Denne dobbelthed, som filmen så flot griber om – og udpensler for os, og minder også en om, hvorfor vi aldrig må glemme 2. Verdenskrig. Nemlig af den grund, at helt almindelige mennesker også kan agere dødsengle.

Den sidste stjerne skal gå til skuespillet og filmens lækkerhed. Det hele er dramatisk filmet, selvom historien i andre hænder kunne have endt som en kedelig historietime, og skuespillet er hel klart en del af denne dramatiske stemning.

Alt i alt en rigtig flot film, på en meget nedtonet og hverdagsagtig måde, hvilket bare får det hele til at gå op i en højere enhed.

En film som denne skal helt sikkert vises og ses af alle, så vi ikke glemmer at passe på hinanden og værdsætte vores forskellighed.