En sportsfilm om kvinders kamp for at være til
I Tatami bliver det håndgribelige sportsdrama kombineret med intense internationale politiske intriger.
Vi følger Leila Hosseini, der er en talentfuld judokæmper, også kaldet judoka, fra Iran. Hun er draget til verdensmesterskaberne i Georgien og efter et par mindre succesfulde stævner, tegner alt til at gå op i en højere enhed for hende denne gang. Det ændrer sig dog, da det iranske autoritære regime får nys om, at en israelsk judoka kan blive hendes modstander senere i turneringen. Med et skal hun ikke bare kæmpe mod sine modstandere på tatamimåtten, men også sit eget lands regering, der er villig til at gå meget langt for at tvinge hende, til at trække sig fra konkurrencen.
Mere end en sportsfilm
Normalt er jeg ikke meget for hverken sportsfilm eller moderne episke dramaer. Der er ikke tid til at dvæle vil noget af frygt for, at publikum kan komme til at kede sig, men her går tingene op i en højere enhed.
Det intense tidspres giver mening, da stævnet bliver afholdt i løbet af en dag, og gennem en række nøje udvalgt flashbacksekvenser, kommer vi helt ind i psyken hos Leila, der har måtte kæmpe hele sit liv som kvinde fra Iran. Selv som succesfuld repræsentant for sit land, skal hun fx stadig have en skriftlig tilladelse af sin mand, før hun kan rejse ud af landet.
Kernen er denne konflikt mellem Leilas personlige ambitioner og det politiske pres, ikke bare hun, men alle er underlagt et undertrykkende regime.
En sprængfarlig cocktail
Filmen er skudt i sort-hvid, og det ikke bare for at understrege, hvor binær Leilas verden er blevet, men også for at understrege intensiteten i kampene, hvor intet andet er i fokus. Kombineret med Academy-billedformatet skabes der en klaustrofobisk stemning, der spejler Leilas låste virkelighed.
Der er stærke præstationer hele vejen rundt, hvor særligt Arienne Mandi som Leila og Zar Amir Ebrahimi som hendes træner stråler som to kvinder, der har måtte lide store personlige ofre, for at opnå bare en lille smule personlig succes.
Den eneste rigtig fodfejl er paradoksalt nok kampscenerne. Selvom de er optaget intenst, med masser af tætte beskæringer, kan vi ikke slippe for et kommentaterspor, der forklarer alt, hvad der foregår, som var det en rigtig kamp, man så transmitteret på tv. Det er decideret distraherende og højner ikke oplevelsen, at man får fodret fagord undervejs. Dramaet er jo ikke så svært at sætte sig ind i, at man behøver en tolk.
Tatami formår at skabe en både politisk sprængfarlig kommentar, men også et intenst sportsdrama. De barske realiteter for kvinder i Iran bliver virkelig tegnet skarpt op, hvor rettigheder og frihed er en daglig kamp. Gennem stærke skuespilspræstationer burde tematikken være til at forstå, også for os her i Danmark, og derfor ender den som alle gode sportsfilm, som en metafor for de kampe vi kæmper her i livet.
