En barsk, men betagende film fuld af flotte billeder.

I filmen Tanna følger vi pigen Wawa, der en del af et af de sidste stammefolk på Vanuatu. Hun forelsker sig i drengen Dain, der også tilfældigvis er høvdingens barnebarn, hvilket kommer til at spille en meget større rolle, da der opstår interne stridigheder i stammen. Uden nogen fremtid for dem begge i den traditionelle stamme vælger de at flygte. Denne beslutning har dog vidtstrakte konsekvenser for hele stammen, og de må derfor vælge mellem deres kærlighed eller stammens fremtid i en verden, der for længst har bevæget sig væk fra de konservative rammer, stammen repræsenterer.

Alt er råt og ufiltreret.
Det er en barsk historie, så meget kan man i hvert fald sige uden at såre nogen, men for mit vedkommende er det normalt ikke nødvendigvis ensbetydende med en god filmoplevelse. Heldigvis ved filmskaberne godt, at der skal mere til, end et godt manuskript, fordi filmen er trods alt et audiovisuelt medie og ikke en bog. Derfor er alt optaget med håndholdt kamera, og alt er blevet gjort, for at få det hele til at fremstå som om vi ser en dokumentar.  Billederne er kornede, lyden er ujusteret og skuespillet virker altid ægte og upoleret. Om dette visuelle sprog skyldes et lav budget, kunstneriske ambitioner, eller måske begge dele er ikke til at sige, men det fungerer.

Jeg finder det charmerende, at alt ikke er så pænt, som det ellers normalt er tilfældet i film, der når til de danske biografer. Derfor har jeg heller ikke svært ved at se gennem fingrene med de åbenlyse mangler. For selvom fortællingen udspiller sig i en jungle på Vanuatu i Stillehavet, så er selve plottet meget forudsigeligt og overraskende enkelt. Det er lidt ligesom “Romeo og Julie”, bare i en jungle, og det er lidt af en forspildt mulighed, når man tænker på den tid og de ressourcer, der er blevet brugt på at optage på Vanuatu og få det rigtige stammefolk med i filmen.