Årets julefilm.

Så er årets julefilm landet. Selvom Sean Bakers Tangerine ikke ligner noget, du nogensinde har set før. Ikke hvad angår rensdyr, snemænd og bjældeklang – eller måske i det hele taget.

Det er juleaftensdag i ’The City of Angels’. Sin-Dee mødes med sin bedste veninde, Alexandra, på Donut Time hvor de fejrer julen ved at dele en donut. Både Sin-Dee og Alexandra er transkønnede og prostituerede, og Sin-Dee er netop tilbage på gaden efter at have tilbragt de sidste 28 dage i fængsel for besiddelse af crack. Humøret er højt blandt de to veninder, lige indtil Alexandra afslører, at Sin-Dees kæreste, en alfons ved navn Chester, har været hende utro. Og så endda med en hvid ”fish” (når man er født som ikke-transkønnet). Herefter starter jagten for at finde Chester og pigen han har været utro med, der vistnok hedder noget der starter med D.

Sideløbende følger vi taxachaufføren Razmik. Vi følger ham igennem Los Angeles’ neonfarvede jungle, hvor han samler den ene tosse op efter den anden, der hver har en historie at fortælle fra bagsædet af taxaen. Han er førstegenerations armener, der med sin familie er flyttet til USA i håbet om et bedre liv. Han knokler for at kunne forsørge sin familie, men også for at have råd til at samle transkønnede prostituerede op fra gaden for at få lettet trykket – en fornøjelse, han holder hemmeligt for familien. Da han hører at Sin-Dee er tilbage fra fængsel, forlader han julemiddagen hos familien for at finde hende, med påskud om at han skal arbejde. Han har nemlig et særligt godt øje til Sin-Dee.

Alle løse ender, uløste konflikter og samtlige af filmens hovedkarakterer mødes dog til sidst i en højdramatisk scene på Donut Time, hvor hele balladen startede.

Eksotisk og tempofyldt komediedrama
Det er ikke til at fatte, at denne eksplosion af en film blot er filmet på en iPhone 5S. Der var ganske vist fiflet med en anamorfisk linse og noget, men alligevel. Tangerine er på alle måder en film for sanserne, og den er farverig og eksotisk i sit udtryk og i skildringen af miljøet. Om dagen er den solrig og støvet, mens skiltene fra diverse pawn shops, laundromats og taco-bikse lyser op, og giver den rette East Hollywood-feel. Som det bliver aften, går himlen fra næsten gennemsigtig blå til knaldorange (måske deraf navnet Tangerine), for derefter at blive helt sort, og byen forvandles til et uendeligt landskab af gader og neonskilte, der lyser op i natten. Tangerine har et højt tempo, og på Sin-Dees jagt efter Chester og pigen han har været hende utro med, er der på lydsiden lagt en heftig drum’n’bass, der intensiverer jagten yderligere.

Og så er Tangerine ofte virkelig morsom. Måske ikke så overraskende, når Duplass-brødrene har haft en finger med i spillet som producenter af filmen.  Som tilskuere bliver man ofte smidt direkte ind i skæve dialoger mellem filmens karakterer, uden at have nogen forforståelse for, hvad de egentlig snakker om. Dette greb fungerer glimrende, og giver filmen en meget udramatisk kant midt i alt dramaet. Tangerine formår at være uhøjtidelig og indlevende, og man glemmer nogle gange, at det ikke er en dokumentar, man er vidne til.

Filmen har dog en vis tyngde, da den skildrer et hårdt miljø, hvor prostitution, fattigdom og stoffer er hverdag. Tangerine er dramatisk, jovist, men aldrig sentimental på trods af, at vi er vidner til svære skæbner. Den veksler imellem at være sjov, hektisk, dramatisk og melankolsk.

Med denne lille historie sætter Tangerine på fineste vis tilskueren ind i et miljø, man sjældent ser på film – og så endda med ægte transkønnede. Det er på én gang rodet, men samtidigt så simpel. Der er nok ikke andet for, end at tage i biffen og se for dig selv.