En film, der bare ikke hænger sammen

I Table 19 følger vi Eloise (Anna Kendrick), der er i to sind, men alligevel vælger at tage til et bryllup, hvor hendes ekskæreste er forloveren. Da hun ankommer, bliver hun placeret ved bord nummer 19. Hun kender ingen af personerne, som tilfældigvis heller ikke har nogen stærk forbindelse til brudeparret, så der går ikke længe, inden de opdager, at dette er bordet for dem, som ikke skulle have dukket op.

Dybde som en romantisk komedie
Der er virkelig meget i vejen med filmen, lige fra helheden til de enkelte dele. Det er alt lige fra den patetiske tone og det fuldstændig utroværdige og uautentiske budskab, over til den virkelige pinlige udlægning af karaktererne, og det “virkelige drama”, der ikke besidder bare den mindste smule indre logik.

Alle menneskerne i filmen rangerer fra at være grinagtige tegnefilmsfigurer til decideret røvhuller, hvoraf det storslåede romantiske par, er de værste i hele filmen. De skændes hele tiden, og driver hinanden til vanvid, men det er kun fordi de inderst inde er dybt forelsket. Det jeg beskriver lyder som et par i en romantiskkomedie med Matthew McConaughey og Kate Hudson, som bare skal underholde et nyforelsket publikum i et par timer, for derefter at tilbringe resten af tiden i evig glemsel, indtil filmen en dag bliver sendt kl. 2 om natten på DR. Fred være med folk, der kan lide denne type film, men problemet er bare, at Table 19 forsøger at hæver sig op over metervaren og fortælle en opløftende historie om rigtige mennesker. Det er dog bare en stor løgn, for der er ikke nogen dybde i noget som helst her.
Hele filmen er så frygteligt overfladisk, at det føles som om en computer havde instrueret en indie film, med stereotyp spansk guitar som underlægningsmusik og et par popnumre fra bands du aldrig har hørt om.

Ulidelige karakterer
Det sidste søm kisten på dette bryllup, der ender som en begravelse, er dog, at skuespillerne også er ulidelige. Anna Kendrick spiller (nok engang) en nervøs “adorkable” pige, der hele tiden spænder ben for sig selv, men som alligevel har hjertet på rette sted. Normalt fungerer denne arketype, men denne gang er hendes karakter Eloise skrevet som et selvoptaget røvhul, der på intet tidspunkt skænker nogen andre en tanke, at hendes normale charme er fuldstændig ikke eksisterende. Hendes to bejlere er også forfærdelig intetsigende, men fordi intet lykkedes i filmen, så er det selvfølgelig den allermest kedelige af de to som hun vælger i sidste ende.

Jeg skal nok skåne dig for at gå mere ned i detaljer med de resterende personer, men lad det bare være sagt, at selv Stephen Merchant ikke kan skabe nogle sjove øjeblikke, til trods for at hans tårnhøje skikkelse og 70’er briller, automatisk burde resultere i en sjov tilstedeværelse.

Table 19, er nok ikke verdens dårligste film, men det er nok den film, der har gået mig mest på nerverne i år, og det er til trods for, at jeg også fornyeligt var inde og se den nyeste Transformers-film. Der er ikke noget i vejen med at lave en enkel indiefilm om mærkelige mennesker, men når man forsøger at udlægge det som noget dybt og eftertænksomt, og de fleste romantiskekomedier fra filmstudier er bedre, så er der noget i vejen. Budskaberne, historien, og karaktererne rangerer fra usammenhængende til idiotiske, og når det hele behandles som var det et filosofisk mesterværk, så falder det hele fra hinanden. En lille film som denne har kun historien til at bære sig, og når den er så nedladende og belærende at det bliver provokerende at se, så er der ingen grund til at se filmen.