Et portræt af et rigtigt liv
Mike Leigh leverer med sit noget særegne socialrealistiske drama, også et kærkomment afbræk fra de mange meget didaktiske og overfortalte film, som plager skærmene og biograflærrederne i dag.
I Svære sandheder følger nok engang den engelske arbejderklasse, denne gang i form af Pansy og hendes familie. Pansy lever et liv i smerte. Både fysisk og psykisk er hun hårdt plaget, og som direkte konsekvens er hendes forhold til sine omgivelser præget af konstante konflikter. Hun skændes med alt og alle, hvilket har betydet, at hendes mand Curtley og sønnen Moses har fuldstændig resigneret. Det eneste lyspunkt er hendes tålmodige og forstående søster Chantelle, der som den eneste forstår Pansy.
En invitation til refleksion
Meget forbliver usagt, faktisk bliver næsten intet opklaret i løbet af den uges tid vi følger med Pansy og hendes familie. Hele filmen er en stor invitation til at tænke og reflektere over, ikke bare menneskene i filmen, men også en selv, og de relationer vi har til vores medmennesker.
Et åbenlyst eksempel på, hvor dedikeret Leigh er til at portrættere virkelige mennesker, uden nogen skelen til dramaturgi eller blikfang, er, at han slet ikke inddrager det at være etnisk minoritet i dramaet. Det spiller ganske enkelt ikke nogen rolle for den historie, der fortælles, og derfor mases det heller ikke ind i plottet for at gøre det mere sprængfarligt. Det samme gør sig gældende for resten af handlingen, hvor de lavthængende frugter aldrig bliver plukket, ej heller fremhævet.
Alt dette til trods, og selvom jeg ikke ønsker, at filmen på nogen måde skal forklare sit budskab, sad jeg alligevel længe med en følelse af, at den var for underfortalt. Med så socialrealistisk en ramme og så håndgribeligt et hverdagsdrama, savner man lidt, at karakteriseringen for de mange konflikter bliver præsenteret lidt bedre.
Fx bliver der aldrig planet nogle frø, der kan give anledning til at forstå, hvorfor Pansy er så aggressiv og konfliktsøgende, mens mændene i hendes hjem er så passive, at de har mere tilfælles med zombier end levende mennesker.
Hverdagen som midtpunkt
Fokus forbliver entydigt og udelukkende på den hverdag, som præger Pansy og hendes families liv. Alt er så realistisk og funderet i virkeligheden, at selvom der ikke gøres brug af nogen dokumentariske fortællekneb, føler man sig alligevel som en flue på væggen, når man ser livet langsomt udfolde sig for den her familie.
For når alt kommer til alt, kan man ikke klandre Mike Leigh for at præsentere en tankevækkende oplevelse for publikum. Selvom jeg aldrig rigtig forstod filmen, og nok heller ikke kommer til at elske den, var den en af meget få biografoplevelser, der med rette kan kategoriseres som værende kunst. I modsætning til mange andre filmskabere ser Leigh ikke ned på sit publikum. Det er forfriskende og inspirerende, ligesom det også er dybt frustrerende og utilfredsstillende, men sådan skal det vel også være, når man portrætterer et rigtigt liv.
