Den verdensberømte blikkenslager på det store lærred
Ufarlig familiehygge
Langt hen ad vejen er filmen en kæmpe fanservice, der skal give os lyst til at genbesøge spillene. I hver en krog og hvert et hjørne er der ting, karakterer, baner og visuelle baggrunde, der leder hukommelsen tilbage og igennem de over 40 optrædener, Super Mario har haft på diverse spillekonsoller siden 1985.
Det er dejligt og nostalgisk at høre de gamle 8-bit lyde fra de første spil, og universet er i det store hele intakt. Men hvad filmen vil os, er straks lidt svære at blive klog på. Det er en god køretur ned ad nostalgiens Mario Kart bane for de voksne, men en lidt for tynd og ufarlig historie til det publikum, som filmen har valgt sig som målgruppe. Børnene og især de helt små, der måske bliver introduceret til universet for første gang, bliver nok efterladt i farten og drukner i de mange referencer, de ikke kender noget til.
Men så alligevel er historien heller ikke mere kringlet end spillene, og det har vel egentligt aldrig været historien, der har tiltrukket så mange og været skyld i over 396.80 millioner solgte kopier af spillene.
© UIP
Når frygten gør alt forudsigeligt
Bowser, som er indtalt af David Bateson, stemmen fra en helt anden spilkarakter, nemlig Agent 47, vores allesammens Hitman, er den eneste, der har fået lov at have en form for accent, han er jo skurken, så det er politisk godkendt og korrekt nok. Ligesom den engelsksprogede version, er også den danske version i det store hele renset for alt, der kan give bare det mindste vip på vandet.
Mario taler kun med sin italienske signaturstemme i en lille reklamefilm helt i begyndelsen, ellers skal filmselskabet ikke nyde noget der. Prinsesse Peach er en kvinde, og kvinder skal ikke reddes, de er ledere og redder andre. Så i modsætning til mange af spillene, er det nu Luigi, der skal reddes, og den stærke selvstændige kvinde, der skal træne den uduelige blikkenslager. Sådan. Alle er glade.
Misforstå mig nu ikke, jeg er helt med på, at kvinder kan og skal være ledere, jeg mener dog, at den måde, der laves film og kunst på i øjeblikket, er så bange for alt, at en ny, meget forudsigelig struktur er dukket op og ses overalt. Jeg havde gættet hele handlingen og rollefordelingen på forhånd. Det er kedeligt.
Det samme kan siges om musikken. Lige så nostalgisk det var at høre de gamle lyde og den gamle musik, lige så dovent var filmens valg af sange. I filmens første minutter bliver der løbet på stilladser gennem New York til Beastie Boys “No Sleep till Brooklyn.” Det vækkede min interesse, men efterfølgende blev musikvalget kun opfulgt med gamle klichetravere som AC/DC “Thunderstruck,” som åbenbart kun kan bruges i montager, “Take On Me” af a-ha og et genbesøg af en sang, du må selv gætte titel, de fleste nu forbinder med Guardians of the Galaxy. Om det er fordi Chris Pratt er med i begge, kan der kun gættes på, men uinspireret er det.
© UIP
I midten af filmen skal styrken findes. Her møder vi gode gamle Donkey Kong, som helt klart er filmens højdepunkt. Super Mario gør hvad han kan for at besejre DK, og det er den O.G. boss battle, vi ellers tror, vi skal have senere mod Bowser. Jo, der kommer en boss fight mere senere, men der er vi mætte, og undrer os mest over, hvorfor det er vigtigt, at Mario og Luigis forældre skal se på. Men sådan er det vel, når børn dagdrømmer. Vi skal vise mor og far, hvor dygtige vi er.
Super Mario Bros. Filmen har premiere lige som påsken begynder, og det er perfekt, for der har hele familien brug for underholdning, og her er en familiefilm alle kan være med på. Den er mest til de yngste, men de voksne kommer også til at smile.
