Et overgearet portræt af en mand, der ingen effekter behøver
Det er egentlig meget passende, at en dokumentar om manden, der mere end nogen anden var synonym med ’The American Way’, også bliver portrætteret på gennemgående amerikansk maner.
Christopher Reeve vil nok altid være kendt for rollen som Superman. Rumvæsnet fra planeten Krypton, der landede på Jorden og endte som symbolet på alt det bedste, menneskeheden er i besiddelse af. Gennem fire film i 80’erne spillede Reeves superhelten klædt i rød og blå, men som dokumentaren viser, var det langt fra den rolle, han følte sig bedst tilpas i. Her tegnes et portræt af et menneske, der havde så meget livslyst og hungrede efter at opnå så meget som muligt, mens han var her på Jorden, men som efter en ulykke måtte tage til takke med en paralyseret krop de sidste 10 år af sit liv.
Et uforløst liv
Det er på alle måder en tragedie. Ikke bare for Reeve selv, der først lige var ved at bevæge sig ud fra skyggen af superhelten over dem alle, men lige så meget for hans familie, hvis tilværelse også blevet forandret for altid. Man må dog kippe med hatten af, hvordan de gennem kærlighed og styrke, virkelig fik det bedste ud af deres utilsigtede situation og endte med at skabe positiv forandring, hvad angår forskning i lammelse.
Historien om familien Reeve er så tragisk, at der slet ikke behøves nogle bombastiske effekter, for at gøre den vedkommende og engagerende. Hvad end det var Christopher Reeves far, der pålagde sin søn en konstant følelse af utilstrækkelighed, det mangeårige forhold til Gae Exton, der ikke kunne overleve Reeves frygt for at blive gift eller hans kone Dana, der blev ramt af kræft lige efter Christopher selv gik bort.
Manglende tiltro til publikum
Til trods for det dramatiske liv, er det dog tilsyneladende ikke nok i sig selv. Det er ikke til at sige, om filmskaberne ikke har troet, at publikum ville blive rørt, hvis livshistorien bare blev udlagt helt nøgternt. De har nemlig i stedet valgt at overproducere det hele. Det er øjensynligt umuligt at slippe væk fra det overgearet klippearbejde, følelsesladet lydtapet og et utal af talk-heads, der alle fortæller, hvor fantastisk en mand Christopher Reeve var, men uden at komme ind under huden af, hvem han var som menneske.
Den effektjagende natur i portrætteringen er så forhippet på få publikum til at græde, at store dele af Christopher Reeves liv bliver sprunget let hen over, både privat og professionelt. Fx bliver hans fraværende rolle som far, for hans to ældste børn, stort set ikke italesat, mens Superman II, der er berygtet for sin tumultariske produktion, kun bliver nævnt for sine lavere biografindtægter.
Derfor ender Super/Man: The Christopher Reeve Story som en meget mere uforløsende oplevelse, end den kunne have været. Hvis filmskaberne havde haft modet til at lade historien folde sig ud, som den gjorde i virkeligheden, er jeg ikke i tvivl om, at jeg personligt ville have været rørt til tåre. Men fordi den er så ivrig efter at være en tåreperser, og gør brug af alle kneb i værktøjskassen for at nå dertil, blev jeg aldrig rørt eller følte, jeg lærte Christopher Reeve at kende. For hvis man er i stand til at se bort fra de mange virkemidler, er her en livshistorie, der fortjener at blive set.
