Et klassisk historisk drama, der dog alligevel er veludført.

Vi befinder os i det mørke, beskidte og fugtige London i starten af 1900-tallet før første verdenskrig. Vi følger Maud (Carey Mulligan), som arbejder hårdt dag ud og dag ind på et vaskeri. Hun lever et trygt liv i East London sammen med manden Sonny og sønnen George. Maud har set sig tilfreds med sin tilværelse, selvom livet er trivielt. Hun har arbejdet på det samme vaskeri siden hun var syv år gammel. Det bliver også mere end blot insinueret, at Maud blev seksuelt udnyttet af hendes chef, Mr. Taylor, som med årene er gået over til en yngre model. Men sådan er livet jo for en kvinde som hende. Hun beklager sig ikke.

En ny kvinde, Violet, starter i vaskeriet (Anne-Marie Duff). Violet er engageret i kampen for kvinders valgret og er en del af den såkaldte Suffragette-bevægelse, der sammen med mange andre kvinder, holder hemmelige møder hos apotekeren Edith (Helena Bonham Carter). Maud bliver langsomt interesseret i disse aktiviteter. Hun er nysgerrig, og følger en dag med gruppen af kvinder, der skal tale for parlamentskommissionen. Violet, som skulle have talt foran kommissionen, bliver forhindret, og ved et tilfælde bliver Maud sat på talerstolen. Hun får blod på tanden. Senere ender en demonstration i optøjer, og Maud bliver anholdt, og sidder fængslet i en uge.  Sonny er rasende. Hun har bragt skam over familien. Men Maud kan ikke stoppe nu, lige meget hvad konsekvensen måtte være. Sonny smider hende på gaden, og han nægter hende at se sin søn, som Sonny retsmæssigt har myndigheden over. Maud må se sin søn i smug. Nu er der større kræfter på spil end blot familielivet.

Engelsk historiedrama på godt og ondt
Man kan (jeg kan) godt blive en anelse irriteret og træt af historisk drama, som synes at være det eneste, der bliver spyttet ud af den engelske filmindustri i disse år. Manuskripterne er her stramme og veldrejede, og man keder sig ikke et eneste sekund; man er fantastisk godt underholdt. Dog er de konstante strygere, der er lagt som underlægningsmusik i enhver scene, ofte overpompøse. Dertil kan hyper-sentimentaliteten og de våde ansigter (der bliver grædt ofte, og det regner meget) være kvalmende. Man får stoppet så meget patos i halsen, at man næsten kvæles af det. Vi har set eksempler som disse i bl.a. The Theory og Everything og The Imitation Game. Det er ren Oscar-bait, det er ren følelsesporno.  Suffragette synes at høre inde under denne kategori. Filmen er et klassisk eksempel på et individ, der kæmper for hvad hun tror på, for dermed at ofre alt på denne bekostning. Der er ingen overraskelser her. Filmen har et vigtigt og relevant emne, der også fylder meget i samfundsdebatten i dag – kvinders rettigheder. Men den konventionelle opskrift gør desværre, at den bliver endnu en film i rækken og affejet som god lørdagsunderholdning. Det er en skam, for denne film forsøger jo netop at sætte tingene i perspektiv: hey, vi er stadig ikke i helt i mål.

Dog bringer Carey Mulligan en ynde og en sårbarhed til lærredet, der gør hende yderst troværdig som Maud. Det er Mulligan der bærer filmen, og hendes præstation er underspillet og ikke teatralsk. Derfor er Suffragette en overraskende usentimental oplevelse i forhold til de elementer, der ellers vil trække den i en anden retning. Vi overværer nødvendigvis scener, hvor tårerne presser sig voldsomt på, men der dvæles ikke ved dem i uendeligheder, og vi er hurtigt videre til dét, filmen egentlig vil sige noget om. Dertil er filmen ofte filmet med håndholdt kamera, der (til tider) giver filmen et mere naturalistisk præg.

Meryl Streep – øh, hvor?
Helena Bonham Carter, Anne-Marie Duff og Carey Mulligan giver alle solide præstationer i Suffragette. Men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at Meryl Streep også er fremtrædende på filmplakaten. Hun spiller lederen af Suffragette-bevægelsen, Mrs. Pankhurst. Det er hende, der trækker i trådene, når nye aktioner skal sættes i værk. Selv er hun gået under jorden, men hendes tilstedeværelse er ellers overalt: hun hænger på væggene ved alle Suffragette-bevægelsens samlingssteder. Dermed spiller Streep også en meget lille rolle i filmen. Hun er kun med i en enkel scene, hvor hun giver en kort tale. Jeg kan derfor ikke lade være med at blive voldsomt irriteret over, at hun overhovedet er med. Det er som om, at Streep gerne vil skrive under på filmens budskab, men ikke rigtigt have tid til at være med. Hendes korte præstation giver et deja-vu til hendes rolle som Julia Child i Julie & Julia, og hendes stemme er skinger og skabet. Træls.

Suffragette er en film, du sagtens kan vente med at se, til den en dag dukker op på Netflix. Den har et vigtigt budskab, men den er desværre for konventionel opbygget til at budskabet for alvor får gennemslagskraft. Det er en skam, den vil ellers så gerne. Den har dog nogle fine elementer, solidt skuespil, og man keder sig aldrig. Den får med nød og næppe sneget sig op på fire stjerner.