Der er virkelig blevet skruet op før spændingen på alle parametre i den fjerde sæson af Stranger Things efter næsten tre års ventetid. I modsætning til de andre sæsoner, der mest af alt virkede som om, at Duffer brødrene trådte vande, fordi de ikke rigtig kunne finde på nogen god fortsættelse efter den fantastiske første sæson, er det som om, at de for første gang begynder at gå nye veje.
Man kan se det allerede fra start af, fordi Eleven, Mike og resten af slænget ikke bare startet i high school, men er også blevet spredt for alle vinde. Denne sæson fortsætter cirka et halvt år efter sæson tre, hvor Eleven, Will og Jonathan rejste til Californien, Hooper forsvandt, mens resten af D&D gruppen blev tilbage i Hawkins. Tingene er dog ikke fryd og gammen, fordi i takt med, at de er blevet ældre, er de også begyndt at glide væk fra hinanden i takt med, at de prøver at finde sig selv. Deres venskaber er ikke nær så tætte, som de var tidligere, og midt i al virakken og ondskaben fra almindelige jævnaldrende, bliver det selvfølgelig ikke bedre af, at der selvfølgelig er en ny fjende, der operer i det skjulte.
Efter sigende har serien haft et helt vildt ufatteligt stort budget, hvor nogle har anslået, at budgettet eftersigende skulle være i nærheden af 50 millioner dollars per afsnit – og det kan ses. Ikke bare i længden på hvert afsnit, der mindst er på 70 minutter, hvis ikke længere end det, men også i det cinematiske udtryk, der er vildt imponerende. Hvert afsnit har samme visuelle udtryk som en blockbuster film, med vilde special effects, et hav af forskellige lokaliteter og ikke mindst det store persongalleri, der kun er blevet større for hver sæson.
Man dog alligevel sige, at serieformatet bliver brugt til sit fuldeste. Der er virkelig tid til at komme i dybden med vores slæng her, som hver og en føles som deres helt egen person, som man virkelig holder af. Og man føler virkelig meget Eleven, når hun bliver mobbet, Max, der har svært ved at åbne sig følelsesmæssigt eller Lucas, der bare gerne vil blive set som andet end en nørd.
Det er en serie, hvor giver sig tid til at udforske sine karakterer og lader dem drive historie fremad, i stedet for at være effektjagende. Der er alle de små og store, genkendelige ungdomsproblemer, som virkelig er seriens store force, særligt fordi de unge skuespillere over en bred kam er virkelig dygtige, samtidig med, at den eksterne konflikt hele tiden eskalerer.
Stranger Things sæson 4: Volume 1 er helt fantastisk. Det er noget nært umuligt at forudse, hvad der kommer til at ske i hvert afsnit, og det står meget hurtigt klart, at med det enormt budget, som den her sæson har, at de ikke er bundet af, at de skal bruge en bestemt kulisse hele tiden eller trække tingene i langdrag for at spare på pengene. Der sker hele tiden noget nyt, og scenerne i den her serie hører mere hjemme i en actionfilm, end i en karakterdrevet genrehybrid af en serie. Den er sindssyg spændende, overraskende, vildt engagerende, og fuldstændig sin egen med den mærkværdige blanding af 1980’er æstetik og horror, hvor kun ”børnene” kan se de virkelige problemer i øjnene.
Det hele kan selvfølgelig stadig udmunde i den samme enkle konklusion, hvor Eleven skriger og lukke portalen til ”The Upside-Down”, men de første syv afsnit har i hvert fald været mere fængslende, og så må tiden vise, om de sidste to afsnit i Volume 2 kan leve op til første del, når de udkommer 1. juli.
Stranger Things sæson 4: Volume 1 kan ses på Netflix fra i dag.