Et miskmask af et narrativ.

Engang var det storkene, der bragte babyer til verden: Flyvende over idylliske parcelhuskvarterer leverede de små, nuttede klumper af glæde, indhyllet i en hvid stofbylt. Men den tid er forbi (og menneskene er mirakuløst begyndt at have sex for at få babyer, men det glemmer vi lige). Nu leverer storkene kun pakker for den globale internetbutik, Cornerstore, der har hovedsæde i en container højt oppe i luften.

Vores protagonist er storken Junior, der arbejder for Cornerstore. Han er firmaets mand og står overfor at blive forfremmet. Først må han dog fyre Tulle Forældreløs – det eneste menneske, der arbejder for Cornerstore og tilmed det sidste menneske, der skulle leveres af storkene, før babyforretningen blev lukket ned. Tulles afleveringschip blev slået i stykker, og hun kunne derfor ikke leveres til sine forældre på jorden. Men nu er Tulle blevet 18 år og myndig, og derfor ønsker Juniors skruppelløse chef, Hektor, at sende hende tilbage til jorden: Hun er en elendig medarbejder, og hun passer ikke ind. Junior kan dog ikke få sig selv til at fyre hende, og lader hende derfor stå for brevafdelingen i firmaet. Cornerstore har nemlig ikke modtaget breve siden babyleveringsservicen fik en ende, og derfor er Junior rolig over at placere hende der.

I mellemtiden følger vi drengen Noah, der lever på jorden. Hans forældre har hele tiden travlt med arbejde, og han ønsker sig inderligt en lillebror. En dag finder han på loftet en manual om, hvordan, man får leveret en baby af storkene. Han sender derfor et brev til Cornerstore (som tidligere var hovedkvarter for denne babyleveringsservice) med sit ønske om at blive storebror. Under normale omstændigheder ville sådan et brev havne på toppen af et bjerg af tusinde andre breve, der aldrig bliver behandlet, men noget mystisk sker. På mærkværdig vis får Tulle genaktiveret babymaskinen, og ud kommer en lille pige, Noahs lillesøster. Herefter begynder en rejse for Tulle og Junior for levere babyen til sit rette hjem, inden den modbydelige Hektor finder ud af noget.

Forvirret? Det forstår jeg godt.

Det er noget værre rod
Storkene vil for meget, og den vil samtidig for lidt. Historien mangler et stramt fokus og nogle karakterer, man virkelig kan holde med og holde af. Junior og Tulle skulle sandsynligvis forestille at være et umage makkerpar, der lærer af hinanden på trods af deres forskelligheder. Det sker bare ikke rigtigt. Ærlig talt synes jeg, at de er pisseirriterende begge to. Tilmed lærer man dem aldrig rigtigt at kende, fordi filmen samtidigt ønsker at fokusere på drengen, Noah. Han er ganske vist meget sød, men han har simpelthen ikke skærmtid nok til at denne film også bliver hans fortælling – han er der ligesom bare.

Når man normalt ser animerede film som denne, er man ikke i tvivl om, hvad filmen vil én. Den er designet til børn, og derfor skal budskabet være ret klart, så selv børn kan forstå den store morale. Det gør en film som eksempelvis Inside Out fra sidste år fremragende. Men jeg aner ikke, hvad Storkene vil. Handler den om individualisme? Om tilhørsforhold? Om at være forældre? Om venskab? Om at være stork? Uanset er jeg snotforvirret.

En anden ting, der irriterer mig grænseløst ved denne film, er den danske oversættelse. Jeg kunne sagtens forestille mig, at Storkene med engelsk tale kunne være ganske morsom. Vi snakker trods alt om store komiske talenter i hovedrollerne, såsom Andy Samberg, Ty Burell og Jennifer Aniston. Desværre føles det som om, de engelske replikker er blevet proppet ind i Google Translate, og så er der ikke gjort mere ved det. Replikkerne, leveringen og hele amerikaniseringen af sproget er pinlig. Jeg kunne godt se det fungere på engelsk, men det gør det bare ikke på dansk. Desværre.

Alt i alt er Storkene en omgang eventyrs-action i et forhastet tempo, der gør, at man aldrig kommer til at holde af nogen af karaktererne. Præmissen er letkøbt, og filmen er ikke engang sjov (i hvert fald ikke på dansk). Det bliver ikke til mere en to stjerner i denne omgang. Come on!