En dokumentar i samme ånd som The Minds of 99

I dokumentarfilmen ”Stor som en sol” møder vi det store danske rockband, The Minds of 99. Et band, der på ingen måde er ligesom andre, hvilket i den grad bliver tydeligt, mens man er fluen på væggen under deres rejse frem til albummet ”Solkongen”. Jeg vil gerne med det samme pointere, at jeg er fan af The Minds of 99, og har hørt dem flere gang på Roskilde festivalen, så denne anmeldelse skal i høj grad forstås i det perspektiv.

Dokumentaren starter knapt et år før bandets deadline for albummet ”Solkongen”. Vi møder dem på en lille kro på Bornholm, hvor vi hurtigt får et billede af, at de er et band, der er utroligt nede på jorden. Dog florerer der en stemning af rastløshed efter at have opnået kæmpe succes med albummet ”Liber”, som de konstant forsøger at sætte ord på, mens vi ser dem arbejde på noget nyt. Allerede her kommer vi helt tæt på og lære at forstå, hvad essensen af deres musik er; følelser og stemninger.

Gradvist som vi nærmer os albummets deadline, følger vi dem også på deres turnér, så tilbage til ”bunkeren” for at skrive videre, for at komme ud og give koncerter atter engang, og igen hjem for at arbejde videre på albummet. Det er en kronologisk rejse, som er fornøjelig at følge, fordi dokumentaren fokusere ikke på deres privatliv, vi ser kun deres musikalske rejse og måde at arbejde på. Det er sjældent set før, og trods det afdæmpede tempoet, nyder man at være en flue på væggen, mens ”Alle Skuffer Over Tid” så stille bliver produceret.

Parløb mellem dokumentar og fiktion
Undervejs skiftes der hele tiden til en drømmesekvens, hvor forsangeren Niels sidder i forskellige situationer i et faldefærdigt hus. I baggrunden hører vi både lydspor fra en telefonsvarer, han har indtalt, eller tanker han fortæller om. Huset er fyldt med gamle møbler og filmet i ægte David Lynch-stil. Det tydeliggør de bekymringer, der hviler hos Niels, og måske også er med til at samle de sangtekster, han skriver. Det er virkelig spændende at følge Niels. Hans måde at bearbejde sine følelser, og evige søgen efter at kunne beskrive dem i disse sekvenser, synes jeg var enormt inspirerende. Det er ikke noget, jeg har set i en dokumentarfilm før, for det fik mig ind i den dybdegående og til tider dystre mentalitet, der findes i deres tekster, og blev også noget, jeg tænkte meget over flere timer efter, at filmen var slut.

Der er ingen tvivl om, at dette band lytter utrolig meget til sig selv, og mærker meget mere end, hvad de kan sætte ord på. De erkender og handler på deres følelser i stedet for at lukke dem ned, hvilket jeg synes er en enormt god egenskab at besidde, og ligeledes budskab at give videre. Deres lyd og tekster ville aldrig være blevet så unik, hvis ikke det var fordi, at de alle sammen vægtede deres mavefornemmelse – og vi ser endda også, hvordan det kan ødelægge deres lyst, når pladeselskabet ikke giver dem lov til det.

Jeg må dog sige, at jeg blev utrolig ærgerlig over, at der slet ikke var nogen introduktion til bandmedlemmerne, hverken i starten eller som filmen skred an. Det gjorde det mere eller mindre umuligt at gennemskue, hvem der var hvem, for alle der ikke kender bandet i forvejen. Det udelukker desværre en stor gruppe af mennesker, som måske ønsker at lære bandet at kende gennem filmen, men ikke får mulighed for at kunne følge godt med fra start. Derudover synes jeg personligt også, at der sagtens kunne være mere af The Minds of 99’s egen musik med. Der er nogle sange, der bliver spillet henover en montage, men jeg synes sagtens, at der kunne være flere af dem med.

Når det så er sagt, er min interesse for The Minds of 99 kun blevet meget større. Deres mening med at lave musik, som bunder i at mærke efter de følelser og stemninger, der er, har fået mig til at se og forstå dem med helt andre øjne. Jeg fik også mulighed for at mærke intimiteten, når der skulle træffes beslutninger om at aflyse koncerter, eller bearbejde en mærkelig stemning en mandag morgen ved at skrive en ny sang. Deres måde at lave musik på, er så helhjertet, at jeg kun fik mere lyst til at høre deres musik efterfølgende.

Denne film kan derfor i den grad anbefales for andre fans, man skal dog bare have en vis tålmodighed i starten, da der gå lidt tid før, at den rigtig kommer i gang. Hvis du derimod ikke rigtig kender til The Minds of 99, så vil denne film måske virke en smule forvirrende, men ikke desto mindre som en meget kreativ dokumentar.