En tragedie, der sætter tankerne i gang
Historien om Stella Goldschlag er virkelig en tragisk en af slagsen. Både som offer og bøddel levede hun en kummerlig tilværelse, hvor enhver menneskelighed gradvist blev mere og mere undertrykt, i et desperat forsøg på at holde sig selv og familien i live.
Man kan ikke lade være med at tænke på, om hun måske kunne have påvirket sine omgivelser mere positivt, gennem sin enorme viljestyrke, hvis den havde fået lov til at udmunde sig i musikken. Det værste er dog, at Stellas livshistorie nok slet ikke er så unik, når man kigger på alle de ødelagte liv, som nazismen var skyld i.
Og et ødelagt liv er, hvad man kan kalde det. Stella går direkte fra at være en optimistisk 20-årige musiker, der drømmer om eventyret i Amerika, til at være forfulgt jøde og sidenhen stikker. Og det er som om dårligdommene ingen ende vil tage, da efterspillet for krigen også rammer hende. For i modsætning til mange af de højtstående nazister, der aldrig er blevet retsforfulgt, så var hun let at finde og straffe – igen.
På Stellas præmisser
Filmskaberne har gjort meget for at fortælle det hele fra Stellas perspektiv, for selvom hendes liv måske ikke vækker sympati, kan man i det mindste forsøge at forstå det. Fx er der ingen establishing shots. Normalt starter hver scene med et medium shot, hvorefter kameraet bevæger sig dokumentarisk rundt, ovenikøbet med livlig brug af zoomknappen, som var filmen optaget for årtier siden. Kun i yderste tilfælde får vi lov til at se, hvor vi er henne i verden. Stedet er nemlig ikke vigtigt for Stella, men det er, hvem hun befinder sig i rummet med, og hvordan de mennesker påvirker hende.
Alligevel er det med noget af en tvetydig følelse, man sidder og ser Stella. Et liv. På den ene side har man en enorm sympati med en ung kvinde, der aldrig har fået lov til at være voksen, og så fra den ene dag til den anden, pludselig er del af et af de mørkeste kapitler i Tysklands og den vestlige verdens historie. Hendes måde at tackle forfølgelserne på vækker dog ikke et gran medlidenhed, og er virkelig væmmelig, hvad end det er at afpresse andre jøder lidt mere, når de skal have et nyt pas, for slet ikke at tale om måden at udpege og sende andre jøder til gaskammeret, for ikke selv at blive det.
Ofte kan man fange sig selv i at tanke, hvorfor skal vi have endnu en film om 2. verdenskrig, men filmen har i det mindste sin berettigelse, fordi den får publikum til at spørge sig selv, hvordan de mon ville reagere, hvis de også blev presset helt ud over kanten.
