Stalins død

Kategori Teater af - februar 18, 2023
Stalins død

En politisk satire om magt og hykleri

Fra streg til film og nu teater
Nicolei Faber har sammen med et hold af intenst engagerede skuespillere skabt en samfundskommentar og et stykke kunst, der rammer sin nutid som et slag i ansigtet. Det kan ikke blive bedre end det her.

Stalins død udkom først som to grafiske noveller i 2010 og 2012 skrevet af Fabien Nury og tegnet af Thierry Robin. I 2017 blev novellerne med stor succes filmatiseret af Armando Iannucci.

Nu kan du se værket opsat på Nørrebro Teater, og det burde du gøre, da et stykke teaterhistorie er ved at blive skrevet på Ravnsborggade.

Foto: Emilia Therese

Det kan ikke blive værre, og det er en god ting
Vi lever i et land, hvor vi er trygge nok til at grine af nogen, der gør nar af Ruslands historie.

Det er en god ting. Det er nødvendigt at vise og udstille den form for idioti. Men jeg kan ikke undgå at tænke på, at Moskva kun er lidt over 2000 kilometer væk.

Det vi ser på scenen, er fiktion bygget op over Stalins død, som skete for 70 år siden, men lige nu virker fiktionen mere plausibel end nogensinde før. Hvem sidder ved siden af manden i stolen, hvem pønser på hvad, hvornår, og hvor mange flere menneskeliv kommer det til at koste?

Nørrebro Teater samler på bedste Charlie Chaplin vis faklen op og belyser det mørke, der altid lokker vanviddet frem i mennesker, der får ubetinget magt. Verdenshistorien har gang på gang vist os, hvordan magt smuldrer og opløses i paranoia. Hvordan et diktatur bliver ædt op indefra af den frygt, de selv har skabt og plantet i folket, og derfor også i sig selv. Nu viser Nørrebro Teater det som en karikaturtegning i en morgenavis, og stregen er så skarp, at jeg flere gange fik kuldegysninger.

Det er ambivalent at grine en hel aften af vittigheder, der handler om voldtægt, mord, manipulation og alle andre ord, der kan forbindes med ondskab. Men det gjorde jeg, og det gjorde hele salen.

Det var befriende nødvendigt.

Foto: Emilia Therese

På besøg bag jerntæppet
Scenografien lignede det Rusland, jeg selv har besøgt. Det er ikke et syn, der var savnet, men det var præcist.

Andreas Jebro var en stor julegave sidste år i forestillingen Et juleeventyr og igen her i Stalins død. Der er en insisterende fysik til stede, hver gang han træder ind på scenen. Der var mange fine guldkorn hele vejen rundt, men forestillingens højdepunkt, for mig, var et uventet lille portræt af en læge spillet af Thomas Mørk.

Nørrebro Teater med teaterdirektør Mette Wolf ved roret, sejler støt og i lige kurs fra den ene succes til den anden. Stalins død spiller frem til april. Men hvad så? Der er længe til slutningen af november, hvor Jytte fra marketing er desværre gået for i dag, tager en sejrsrunde til.

Foto: Emilia Therese


Stalins død spiller fra 17. februar til 01. april 2023. På Nørrebro Teater.
Varigheden er ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause


Medvirkende: Vicki Berlin, Mathias Flint, Thomas W. Gabrielsson, Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Andreas Jebro, Amalie Lindegård, Anders Mossling, og Thomas Mørk. Instruktion og bearbejdelse: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Franciska Zahle. Manuskript baseret på filmen og den grafiske novelle The Death Of Stalin. Oversættelse: Mads Andersen. Forlag: Nordiska Aps – København

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.