For anden gang i år, bliver vi fordret med en parodi på spiongenren. Først var det med den brillante, drengede voldsfantasi i form Kingsman: The Secret Service. Denne gang er det en, på mange måder, helt anderledes parodi, men er det nødvendigvis en dårlig ting?

Filmen følger stort set det samme plot som Johnny English, hvor alle de kvalificerede agenter bliver sat ud af spillet, og så er det op til den noget atypiske McCarthy at lege spion. Selvom det er det samme komiske udgangspunkt, så er noget af det første man lægger mærke til, at actionsekvenserne er overraskende velkoreograferet, som var det en rigtig spionfilm.

Det er i højere grad en action komedie, med flottere biljagter og slåskampe, end man normalt ville forvente, og det skader i hvert fald ikke, at man faktisk kan blive en lille smule spændt i en komedie, hvor der er så mange jokes. For i sidste ende er det dog en komedie, hvor McCarthy/Feig endnu engang forsøger lykken sammen.

Det ville normalt betyde, at McCarthy var en virkelighedsfjern tosse, men denne gang hun sjov, fordi hendes karakter er en rigtig fisk på landjorden. Det kan ses ikke bare i hendes akavede personlighed, men så sandelig også i hendes manglende selvtillid, der virkelig bliver sat på prøve. Og det bliver virkelig underholdende, at se hende kæmpe tilbage, særligt når hun bliver presset af sine omgivelser, men hvis det var alt filmen havde at komme med, ville det være lidt ensformigt. Heldigvis er hun dog langt fra den eneste, der får lov til at være sjov.

Jason Statham viser sit komiske talent.
Det, at andre får lov til at komme til fadet, gør ikke bare filmen sjovere, men også langt mere tilgængelig. Det kunne meget let have endt som en monoton parodi på spiongenren, men fordi det i høj grad er en ensemble film, så kommer vi vidt omkring og får grinet på mange forskellige måder.

Jude Law gør det godt, om end lidt overspillet, som den klassiske Sean Connery udgave af agenten, mens Rose Byrne er lidt mere afdæmpet, som den ikke alt for begavede skurk. Det er dog Jason Statham, der stjæler showet, og åbenbarer sit komiske talent, som den meget intense og selvsikre agent, Rick Ford. Statham, der ellers mest er kendt for at spille meget seriøse roller i actionfilm, viser sig fra en helt anden side, og han gør det, overraskende nok, helt eminent. Man kan simpelthen ikke lade være med at grine, hver gang han er på skærmen, og han alene er helt klart med til at gøre filmen bedre.

Stadigvæk en amerikansk komedie.
Det hele er dog ikke en dans på roser, for selvom den simple struktur ikke gør noget negativt for oplevelsen, så gør nogle af de meget lavt hængende jokes det.

Vi slipper desværre ikke for at se folk brække sig og skide i bukserne, hvilket i særskilte kontekster kan være sjove, men som i filmen virker helt ud af takt. Det virker mest af alt, som om der skal overholdes en kvote, af platte jokes, som skal være med i amerikanske komedier, eller komedier generelt, og det gør bare ikke andet end at trække en ud, af en ellers god oplevelse.

Spy er meget kort sagt en sjov film. Der er ikke meget nyt under solen, hverken i fortællingen, actionsekvenserne, eller for den sags skyld i filmhåndværket, men lige meget gør det, når man sidder og ikke kan lade være med at grine. McCarthy beviser, at hun også kan være sjov uden for hendes tryghedszone, mens Statham viser sig som er komisk talent, der forhåbentlig bliver udfoldet i fremtiden. Filmen bukker dog stadig under for humoristiske faldgruber, men det er ikke noget, der afholder en, for at have det sjovt, mens man sidder i biografens mørke.