Aldrig har jeg oplevet en koldkrigsfilm, der var så varm og hyggelig.

Midt under den kolde krig bliver den amerikanske advokat, James Donovan (Tom Hanks), rekrutteret til at forsvare en sovjetisk spion. Det er rent spil for galleriet, men Donovan tager sin opgave alvorligt, og ender med at gøre et lidt for godt stykke arbejde, så den sovjetiske spion ender med at overleve. Donovan kommer under et kæmpe pres og anklages for at være kommunistsympatisør, men heldigvis for ham bliver en amerikansk spion fanget af SSR, og så beder CIA ham om at tage sig af fangeudvekslingen, der skal finde sted under det nyligt oprettet DDR-styre i Østberlin.

Det lyder unægtelig som springfarligt stof, og med så rutinerede kræfter som Hanks og Spielberg, burde vi være i gode hænder, men af en eller anden grund passer intet rigtig sammen.

Alt for hyggelig.
Det først, og største problem er, at filmen på intet tidspunkt er tilnærmelsesvis farlige, eller uhyggelig. Det er i sandhed filmens største præstation, at den kan få den kolde krig, Østberlin og spioner, der arbejder uden for lovens rammer til at virke ufarlige.

Der bliver gjort et par hæderlige forsøg undervejs, da en Donovans hjem bliver beskudt eller da han bliver smidt i et østtysk fængsel, fordi han ikke viser DDR respekt. Det kunne lyde som truende og uhyggelige situationer, men det er det aldrig. Faktisk er fængselsbesøg en opgradering fra hans gemakker givet af CIA, der fremstår alt for meget som en joke.

Hanks og Spielberg fejler.
Det er næsten absurd, at skrive det, men manden bag Schindlers Liste, og den dobbelte oscarvinder Tom Hanks virker som skygger af sig selv. Hanks er stadig en varm skikkelse, som man kun kan holde af, men det samme kan ikke siges om filmen rent teknisk.

Det er svært at se, at det er Spielberg, der står bag filmen. Filmen er konstant badet i et kunstigt lys, der ikke gør andet end at distrahere. Der bliver klippet på mærkelige tidspunkter til karakterer som bare bliver introduceret, men aldrig uddybet, og så bliver den lange spilletid ikke brugt til mere end at fortælle en alt for forudsigelig historie.

Når jeg tænker på Spionernes Bro tænker jeg på filmen med en enorm ærgrelse. Det er trist at se to tidligere mestre inden for deres felt blive gamle og have svært ved at få det hele til at køre. For der er ikke meget der lykkes i filmen. Det er ganske enkelt uforståeligt, at Spielberg, der er en af de bedste til at fortælle storslåede dramaer, og Tom Hanks, der altid har en autenticitet og varme, har skabt en så ufarlig og hyggelig koldkrigsfilm.

Da vi nærmer os afslutningen, der normalt er det allermest spændende tidspunkt i en film, er alt spænding som sivet ud af begivenhederne, for vi ved godt, at det hele kommer til at ende godt. Det hele er en stor trist oplevelse, som jeg håber kun var en smutter, så vi stadig har masser at se frem til fra de to store kæmper.