Den bedste Spider-Man film i mere end 10 år

Spider-Man: No Way Home afslutter den første trilogi med Tom Holland som Spider-Man. Og denne trilogi vil nok ende med at stå tilbage, som en meget lang oprindelseshistorie. For hvor de første to film genbrugte det samme plot, om en meget ung Peter Parker, som eksisterer i en letbenet komedieserie og mest af alt er optaget af at imponere Tony Stark, så er dette den første gang i trilogien, hvor Spider-Man faktisk virker som en egentlig superhelt, der tænker på andre end sig selv. Hvilket nok er en smule paradoksalt, når det samtidig også meget entydigt er afslutningen på en trilogi.

For kernekarakteristikken i titelkarakteren er egentlig meget enkel. Han er den ultimative etiker, som har hjertet på rette sted, men som må leve med konsekvenserne af sit dobbeltliv, der betyder, at han ikke kan have succes som Spider-Man uden, at det går ud over Peter Parker. Og filmen her er den første i det moderne Marvel univers, hvor dette kernekaraktertræk er til stede. Så hvis man skal være lidt grovkornet, er det første gang siden 2007, at vi ser en rigtig edderkoppemand på det store lærred.

Down memory lane
Det lykkes også endelig for Sony at lave en nogenlunde Sinister Six, om end det i virkeligheden vel mere er en kvintet. For som du nok har set i traileren, vender alle de tidligere superskurke tilbage i filmen her. Det er bl.a. Willem Dafoe som Green Goblin, Alfred Molina som Doktor Octopus, Jamie Foxx som Electro og alle de andre fra de tidligere Spider-Man film.

I selve filmen fremstår de enkelte skurke ikke som noget særligt, med undtagelse af Dafoe, men fordi man allerede kender til dem eller man i mit tilfælde endda er vokset op med dem, så fungerer de faktisk rigtig godt, fordi de allerede er veletableret.

Jeg ved ikke helt, om man kan rose filmen for det, da den kannibaliserer gravitas fra de tidligere film, men spændingen bliver bare højnet, når skurken er en skuespiller som Willem Dafoe, i stedet for Jake Gyllenhaal i en green-screen pyjamas. I det store hele fungerer skurkedelen dog i dette multivers-plot.

Spider-Man: No Way Home er uden tvivl den bedste film i Tom Holland trilogien. Det siger selvfølgelig ikke så meget, når jeg ikke rigtig brød mig om de forrige to. Ret skal dog være ret, for denne film føltes faktisk som en rigtig Spider-Man film, også hvis man ser bort fra det eventyrlige virvar af skurke og superhelte, som der bliver suget ind i filmens episke fortælling.

Tom Hollands Peter Parker virker for første gang som en person, der tænker på andre end sig selv, og med den nye status quo som bliver etableret til slut, er det ikke svært at være en lille bitte smule håbefuld for den kommende trilogi, som Sony tydeligvis har i støbeskeen. Nogen stor dybde skal man dog ikke forvente, for det er stadigvæk en del af Marvelfabrikken. Den kommer aldrig i nærheden af den ikoniske stil og personlighed som var kendetegnet for særligt Spider-Man 1 og 2.

Men med så meget action, hele fem superskurke, referencer til 20 års Spider-Man film og en vred troldmand, er det næsten umuligt ikke at finde noget, som man kan blive underholdt af, i løbet af denne vilde interdimensionelle actionfilm, der står tilbage som enhver Spider-Man fans våde drøm.