Den sjoveste Spider-Man film nogensinde

I Spider-Man: Into the Spider-Verse, får vi (endnu) en ny fortælling, baseret på den folkekære superhelt Spider-Man. Tingene er dog ikke helt som du kender dem. Vi følger denne gang den unge Miles Morales, der ikke overraskende bliver bidt af en radioaktiv edderkop og får superkræfter. Knap når han at vænne sig til tilværelsen som superhelt, inden forskellige ”Spider-personer” dukker op fra alternative dimensioner for at hjælpe ham med at besejre en skurk, der kan udslette virkeligheden. Det lyder absurd, og det er det også, men på mystisk vis, så lykkes det alligevel at få en god film ud af dette bizarre koncept.

Et popkulturfænomen
Vi er efterhånden nået til et punkt, hvor fortællinger i popkulturen er blevet genfortalt til en sådan grad, at filmskaberne godt kan antage, at folk allerede kender historien på forhånd. Batman er en af de karakterer, som alle kender til en sådan grad, at man ikke behøver fortælle hans oprindelseshistorie, og det samme er tilfældet for Spider-Man. Derfor får vi nu en film, som kun kan lade sig gøre, fordi den generelle befolkning er fuldstændig indforstået med karakterens univers på forhånd.

Filmen er fyldt til bristet punkt med referencer til Spider-Mans mere end 50 år gamle bagkatalog, og er man en af de indviede er der masser at grine af. Du behøver dog ikke at være nervøs, hvis du ikke er en decideret nørd, for der er så meget fart over feltet, og så mange pudsige løjer, der udspiller sig hele tiden, at alle har noget og grine af.

Ligesom plottet er noget atypisk, så er animationsstilen også dejligt anderledes. Filmen ligner på mange måder en tegneserie, hvor siderne er revet ud og smidt op på biograflærred. Blandingen mellem den skraverede stil og computeranimation hænger sammen på en helt naturlig måde. I forlængelse af dette er lydsidens hip-hop toner også med til at give filmen sin helt egen personlighed.

Nådesløst tempo
Det eneste mærkbare minus er, at tempoet er skruet helt i vejret. Man kan godt glemme ethvert håb om, at der bliver dvælet ved nogen øjeblikke, for Lord & Miller og resten af holdet bag, er langt mere interesseret i at lede op til den næste joke, end de er i at skabe noget, der minder om rigtige mennesker. De eneste, der har nok identitet til at have karakterudvikling, er den afdankede Peter B. Parker og den unge Miles Morales. De har begge en meget klar rejse, som de skal på for at genfinde sig selv, og selvom det er meget forudsigeligt og alt for ubesindigt, så gør det i det mindste dem til todimensionelle karakterer.

Hvor Spider-Man: Homecoming var en mislykket blanding mellem en komedie og en konsekvensløs actionfilm, som gjorde det til en noget utilfredsstillende oplevelse, så er Spider-man: Into the Spider-Verse meget mere afklaret med, hvad den er. Det er en gennemført komedie, og en meget vellykket en af slagsen.

Det er ikke den bedste Spider-Man film, for Spider-Man 2 er stadig en langt mere komplet pakke, men Spider-Man: Into the Spider-Verse, skal man heller ikke pege fingre ad, for den er uden tvivl den sjoveste Spider-Man film til dato. Den har et helt andet mål og hænge sig ikke i ting som karakterudvikling, eller afrundede og sammenhængende historier. I stedet er det hele et stort komisk kaos, der fungerer. Både fordi den er sjov, underholdende og en lille bitte smule uhyggelig, men ikke mindst fordi den har personlighed, og gennem sin stilart, tempo og stemning, formår at skille sig ud fra det overmættede superheltemarked.

Det er en film, som alle i familien kan grine af, og er du Spider-Man fan, bliver det hele oplevelsen kun bedre.