En underholdende og moderne version af Spider-Man

Endelig blev det Spider-Man’s tur til at få sin egen film fra Marvel (igen, igen), med et hold af nye skuespillere, der atter skal fremvise et helt nyt Spider-Man univers.

I filmen ”Spider-Man: Homecoming” følger vi Spider-Man fra, hvor vi så ham sidst i ”Captain America: Civil War”. Den 15-årige Peter ser nemlig kampen som en invitation til at blive en Avengers – men det er han alt for ung til mener Tony Stark, og udpeger derfor sig selv som hans personlige træner. Efter adskillige måneder uden et pip fra Tony, beslutter Peter at tage sagen op i egne hænder. Han går på jagt efter kriminelle i håbet om at finde en vaskeægte skurk, som han kan bekæmpe og dermed vise alle andre, at han har hvad der skal til, for at være en Avengers.

Et kæmpe univers.
Selve filmen er meget fornøjelig. Det er et meget anderledes univers Spider-Man befinder sig i, sammenlignet med de tidligere film. I dette univers er karaktererne nemlig meget virkelighedsnære, og gør det derfor ekstremt relaterende og morsomt, da man kan spejle sig i de situationer som Parker går igennem som 15-årig. Det er også en fornøjelse, at de endelig har fundet nogle skuespillere, som faktisk ligner nogen på deres alder – lige på nær Marisa Tomei, der spiller en særdeles ung, hipster tante May, der nemt kunne ligne én i tyverne.

Filmen er bygget op omkring Avengers-filmene, hvilket tydeligt bliver vist i begyndelsen af filmen, hvor vi ser hele kampen fra ”Captain America: Civil War” gennem Parkers egen vlog, der har dokumenteret hele hans optræden fra dengang. På den måde flettes denne film meget godt ind i de forrige Avengers-film. Tony Stark for man også set mere end et par gange, fordi han skal forestille at være en form for fadermodel for Parker. Der er en sjov dynamik mellem Parker og Stark, men desværre bliver det lidt for meget af det gode. Filmen handler om Spider-Man –ikke om Tony Starks forsøg på at lege rollemodel og oplære en superhelt.

En jordnær Spider-Man
Jeg er selv stor Spider-Man fan, har læst flere af tegneserierne, set filmene gennem min opvækst, og har aldrig nogensinde oplevet nogen spille Peter Parker bedre end Tobey Maguire; men jeg må indrømme, at Tom Holland også gør et fornemt arbejde. På trods af, at man i denne film ikke får nogen yderligere fortælling om, hvordan Parker blev til Spider-Man (som vi efterhånden alle godt kender til ukendelighed), yder Holland en god præsentation af en energisk, håbefuld og godhjertet Peter Parker. Det blev næsten umuligt for mig ikke at holde af ham, netop fordi han spiller ham så jordnær og oprigtig.

Selvom filmen var underholdende, var den på intet tidspunkt fængende. Jeg oplevede ikke en eneste gang, at der var en ordentlig struktur i filmen – vi følger bare Spider-Man og alle hans gode ideer for at blive opdaget af de andre superhelte. Selv da Parker skal kæmpe mod The Vulture, der bliver spillet af Michael Keaton, bliver han på intet tidspunkt præsenteret som en af Spider-Man’s skurke. Man oplever derfor ikke, at komme tæt på skurken i filmen, fordi hele filmen cirkulerer om Avengers. Det er virkelig ærgerligt, fordi der til sidst i filmen ikke var nogen dyb morale eller budskab, vi havde blot fulgt Spider-Man’s søgen efter at blive anerkendt og accepteret som en superhelt.

Den nye Spider-Man film er derfor ikke målrettet entusiastiske og håbefulde fans af superhelten, men mere fans af hele Avengers-universet og deres film. Denne film kan dog sagtens være festlig nok i sig selv, men det handler desværre ikke om den nabovenlige Spider-Man, som vi tidligere har været vant til at se i de forrige film. Så er man til Avengers og hele ideen om, at adskillige superhelte slår pjalterne sammen, er denne film uden tvivl et must see – forventer man derimod en selvstændig fortælling om Spider-Man, bør man nok mere gense de allerførste Spider-Man film fra 00’erne på Netflix.