En ufærdig efterfølger
Mere end fire år efter den oscarvindende animationsfilm, Spider-Man: Into the Spider-Verse, der ikke bare høstede flotte priser, men også rykkede ved, hvordan en amerikansk animationsfilm ser ud, kommer den længe ventede efterfølger. Og den lange ventetid er blevet brugt på at folde universet endnu mere ud, fordi det er en på alle måder større efterfølger, på både godt og ondt.
Kort sagt, hvis du var ellevild med etteren, kommer du nok til at falde i staver over de intet mindre end 280 variationer af Spider-Man, som optræder enten ved navns nævnelse eller i baggrunden. Men alene det faktum, at der er så mange karakterer med, understreger også, det helt grundlæggende problem, som filmen kæmper med. Det er noget nært umuligt at fælde en kvantitativ dom over den. Og den primære grund er ikke den legesyge æstetik, som stadig lever i bedste velgående, men primært historien.
© Sony Pictures
For lidt narrativ fremdrift
Man kommer ikke uden om, at det er en halv historie, der på ingen måde kan stå alene. Vi når knap nok at få etableret hovedkonflikten, før det hele er slut, og det til trods for en behændig spilletid på knap to en halv time. Forfatterne har tydeligvis ikke kunne få sig selv til at indsnævre fortællingen, så der er ikke meget plads til narrativ fremdrift mellem kavalkaden af ekspositionsmontager, farveladen af actionsekvenser, og ikke mindst det kæmpe persongalleri, som alle skal introduceres. Derfor tror jeg også, de fleste, som mig, nok vil gå fra biografen med en lidt flad fornemmelse, fordi man bliver spist af med så lidt, hvad angår pay-off.
Moralen, som er den røde tråd i enhver fortælling, står fx meget uklar tilbage. Handler filmen om, at man skal kæmpe for retten til at være til, selvom folk tilsidesætter en som minoritet, eller er Miles en rebelsk teenager, der ikke vil lytte til fornuften fra dem, der har mere erfaring og viden end ham selv? Det er to meget forskellige budskaber, særligt med tanke på, hvordan viden ofte bliver tilsidesat for følelser, særligt i USA. Lige nu tyder det på, at moralen er drevet af minoritetsperspektivet, men filmen kan slet ikke bære problemstillingen, når der ikke bliver brugt tid på at pege i den ene eller anden retning. Det hele forbliver temmelig overfladisk som konsekvens heraf.
© Sony Pictures
Stadig et visuelt festfyrværkeri
Til gengæld gør filmskaberne meget kreativ brug af multiverset. Jeg skal nok efterleve producenternes ønske om, ikke at afsløre noget specifikt om plottet, men det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at fokus har været mere på kvantitet i stedet for kvalitet, når det kommer til antallet af ”spider-personer”. Og når de nu har givet sig selv det benspænd, at denne efterfølger ikke skal være en stilfærdig en af slagsen, der fokuserer på Miles Morales’ hverdag, så er de sluppet meget godt afsted med at have så mange bolde i luften.
Den ekstremt ekspressive brug af animationsmediet hjælper også med at gøre det hele visuelt engagerende. Når nu det hele udspiller sig i et hæsblæsende tempo, hjælper det virkelig på oplevelsen, at animationsmediet bliver brugt til fulde, så man aldrig føler, at det hele bliver monotont.
© Sony Pictures
Hvor er slutningen?
Når alt kommer til alt, er det dog svært at anbefale filmen helhjertet. Andre blockbustere gennem tiden, der har valgt at dele efterfølgeren op i to dele, fordi historien simpelthen var for stor, som eksempelvis Tilbage til fremtiden II eller i nyere tid Avengers: Infinity War, er nemmere at have med at gøre, fordi de fortæller en hel fortælling, men med en slutning, der leder kraftigt op til en mere definitiv konklusion. Og jeg kan ikke understrege nok, at det ikke er tilfældet her.
Spider-Man: Across the Spider-Verse føles mere som et manuskript, der bare stopper i midten, fordi de løb tør for tid, og så er det først, når Spider-Man: Beyond the Spider-Verse udkommer i 2024, at man finder ud af, hvor godt det hele egentlig hænger sammen.
Du kan dog sagtens tage ind og se filmen, hvis du virkelig har savnet Miles Morales og resten af Spider-slænget. Der er nok med hæsblæsende action, et par emotionelle karaktermomenter og et dramatisk setup, til at fastholde ens interesse, men noget så simpelt som et budskab, må man altså vente et år med at få afklaret.
