En mesterlig gyserfilm
I Speak No Evil følger vi en dansk familie, der på en ferie i Toscana bliver venner med et hollandsk par. Flere måneder senere modtager de en invitation til at besøge parret i Holland, som de vælger at sige ja til, men da de ankommer, viser det sig dog hurtigt, at noget er helt galt, og den gode stemning bliver hurtigt erstattet af en ubehagelig grænseoverskridende adfærd, der virkelig får dem til at stille spørgsmålstegn ved, hvor langt de er villige til at gå for den gode stemning?
Både satirisk og gåsehudsfremkaldende
Jeg har virkelig gået og tænkt over, og har prøvet at finde en grund til ikke at give Christian Tafdrups film seks stjerner. Men jeg kan dog ikke finde noget, fordi den opnår alt det, som den gerne vil – og mere til.
Det kan godt være, at det ikke er en objektiv, fuldstændig perfekt film, hvor alt er helt fejlfrit, da der er åbenlyse skønhedsfejl, som eksempelvis ”chekhovs kanin”, der ender med at være noget mere søgt og forceret, end det nok var hensigten, ligesom man sagtens kan argumentere for, at enkelt scener måske er for overforklarende. Det er dog alt sammen i småtingsafdelingen, og ændrer ikke på, at som en filmisk helhed, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har set en gyser, der gjorde så stort et indtryk.
For jeg er normalt ikke typen, der skænker gyserfilm de store tanker, efter jeg har set dem. De fleste gyserfilm gør som regel ikke meget mere end at følge genrekonventionerne, tilføje nogle jumpscares, og hvis de er virkelig vovede, så kommenterer de deres egen fantasiløshed, dog uden at gøre noget opfindsomt. Fællesnævneren for langt størstedelen af gyserfilm er dog, at de i bund og grund er temmelig uinteressante og intetsigende for alle andre end dem, der dyrker genren. Og det er i den her kontekst, hvor Christian Tafdrups film Speak No Evil virkelig skiller sig ud.
Bliver hængende i kroppen
I skrivende stund er det fem dag siden jeg så filmen, og den har stadig ikke forladt min krop. Jeg kan mærke, hvordan jeg begynder at blive mere ængstelig og gåsehuden også fremmaner sig, efterhånden som jeg tænker tilbage på filmen, fordi den uhygge og det ubehag jeg oplevede i biografen bare, ikke vil give slip. Jeg skal nok lade være med at afslører mere end det, der er offentligt tilgængeligt, men det, som er virkelig bemærkelsesværdigt for mig er, at selvom jeg ikke på nogen måder kan identificere mig med filmens problemstilling, er jeg fuldstændig blæst omkuld.
Det er dog ikke kun som helhed, at filmen gør indtryk, fordi der er også andre elementer som er værd at fremhæve. Eksempelvis er det et helt igennem fantastisk ensemble, der virkelig bliver styrket af, at skuespillerne ikke er ”the usual suspects”. Det danske ægtepar bliver ikke spillet af Nikolaj Lie Kaas eller Trine Dyrholm, men i stedet af Morten Burian og Sidsel Siem Koch, og gudskelov for det. For ikke nok med, at de begge er virkelig troværdige, som henholdsvis familiefaren, der befinder sig i en alt for genkendelig og triviel midtvejskrise, og moderen, der lægger låg på sine instinkter for ikke at spolere den gode stemning, så giver det også en ekstra dimension til deres karakterer, at man ikke går ind til filmen, med en eller anden forudindtagethed om, hvem de er og hvilke film, de ofte repræsenterer. Det hollandske par er også ganske eminent, hvor Fedja van Huêt stjæler hver eneste scene han medvirker i, som Patrick, der bare giver en myrekryb fra start til slut.
Så med fare for at blive kaldt en Christian Tafdrup fanboy, må jeg også bare være ærlig og giver ham seks stjerner, som det også var tilfældet med hans forrige film. Selvom præmissen måske ikke lyder uhyggeligt, så lykkes det alligevel for de to Tafdrup brødre at fortælle en historie, som både er meget jordnær og genkendelig, som gør tyk grin med, hvordan vi forsøger at fastholde den gode stemning, også selvom der slet ikke har været nogen god stemning til at starte med, og som udover den satiriske kommentar, også lykkes med at skabe en gennemgående ubehagelig og virkelig ængstelig atmosfære, som udmunder sig i et nærmest uundgåeligt klimaks, der selvom det sagtens kan regnes ud lang tid før det sker, alligevel ikke kan undgå at blive brændt ind på nethinden i al sin modbydelighed.
Så, selvom det nærmest virker absurd at anbefale en film, der er så ond, må man også tippe hatten for, at den er fuldstændig gennemført, fabelagtig og bliver hængende i kroppen, længe efter rulleteksterne er afsluttet.
