En brutal og fantastisk oplevelse

Sound of Metal er en fantastisk film, så kort kan det siges. Mens jeg sidder og skriver den her anmeldelse, tænker jeg tilbage på første gang, jeg så filmen, for snart 2 år siden i Toronto, Canada, under den årlige filmfestival og allerede dengang, var jeg ikke i tvivl om, at den var noget helt særligt.

Hvis du på mystisk vis, ikke ved hvad filmen handler om, så handler den om trommeslageren Ruben, der mister hørelsen. Det er noget voldsomt, og selv sagt et mareridtsscenarie for en musiker, og det ubehag og den rædsel ved at miste den sans, der giver indhold i ens liv, får vi som publikum også lov at føle. For selvom det er en film, der tager døvesamfundet dybt seriøst, og hvor der medvirker flere skuespillere, der er døve i virkeligheden, er noget af det mest exceptionelle ved filmen dens lydside.

Mesterlig lyd
Jeg har ikke mistet hørelsen endnu, da jeg stadig er en forholdsvis ung fyr, men i det øjeblik Ruben mister hørelsen for alvor, forsvinder lyden også fra filmen, ikke på nogen pludselig måde, som om vi befandt os i det ydre rum, men utrolig voldsomt, som om at tinnitussen tager overhånd. Det er selvsagt en af de mest ubehagelige scener jeg nogensinde har set. Det er som om, man er fanget under vandet, og selvom man kan sanse, at der er en eller anden lyd eller vibration i nærheden, er det hele så grumset og uklart, at det havde været bedre, hvis der var fuldstændig stilhed.

Lydsiden er dog ikke ubehagelig som hørende hele vejen igennem, men kun i enkelte scener, hvor det giver mening, men til gengæld er det også ekstremt effektfuldt og voldsomt, når det sker. Det til en sådan grad, at begge gange jeg har set filmen, har kunne mærke, hvordan mine hænder helt automatisk begyndte at bevæge sig op til ørerne, for at skærme sig fra det ubehag, som blev udsendt fra filmen.

© Camera Film

Stof til eftertanke
Filmen er dog mere, end en gyserfilm for dem af også, der er bange for at miste hørelsen. Den handler også om at finde sig selv og finde en mening med livet, når man pludselig ikke længere kan gøre det, som man har bygget hele sin mening op omkring. På denne rejse, er Riz Ahmed noget nær en perfekt guide. Hans udlægning af Ruben er meget underspillet, da han ikke er meget for at give ud af sig selv til omverdenen, men man er som seer aldrig i tvivl om, hvilket hav af følelser, der går igennem ham i løbet af filmen, og man forstår fuldstændig, hvorfor han har så svært ved at acceptere, at han ikke længere kan leve livet i overhalingsbanen, som han ellers har gjort tidligere. Der er heller ingen tvivl om, at hans præstation på alle måder er en der skal hyldes, og som også heldigvis blev Oscarnomineret i år.

Der er rigtig meget at sige om Sound of Metal, for det er en helstøbt og fuldstændig gennemført film, både hvad angår klippearbejdet (som den også vandt en Oscar for), karaktererne som er nuanceret og fantastisk spillet hele vejen rundt, historien som er så menneskelig, tragisk og opløftende på samme tid, og ikke mindst lydsiden, som er en af de allerbedste, jeg nogensinde har lagt øre til. Det vigtigste at skrive er dog, at det her er en film, som bare skal ses, og nu hvor biograferne endelig åbner, om man endelige efter, det der føles som en uendelig lang ventetid, kan se filmen i Danmark, så synes jeg, du skal gøre dig selv den tjeneste at gå ind og se den i en biograf, hvor du virkelig kan få lov til at opleve den fantastiske lydside.