En bombastisk toer
Sonic the Hedgehog 2 er en efterfølger til en film, som ikke burde have virket, men på mirakuløs vis gjorde det alligevel. Inden den første udkom, så det virkelig skidt ud, med en trailer der var så ringe, at de udskød premieren for at redesigne titelkarakteren. Det lovede heller ikke godt at blande en videospilskarakter fra et fantasyunivers sammen med rigtige skuespillere. Men utroligt nok, kom der alligevel en ganske tilforladelig, om end meget pjattet børnefilm ud af det, der havde lige præcis nok barnlig entusiasme til at holde filmen sammen indtil rulleteksterne, kørte over skærmen.
Og det store spørgsmål er derfor, om de kan genskabe succesen, fordi efterfølgere i Hollywood har ikke ligefrem et ry for at være bedre end originalen. Det korte svar er, at det lykkes ikke at holde balancen mellem at være en sød, familievenlig historie, der er helt nede på jorden, kombineret med absurd action og en nærmest manisk karikeret skurk i form af Jim Carrey. Sammenstødet mellem de to verdener har været for meget til at håndtere, men så er det heller ikke værre, da den ”bare” har ambitioner om at være en solid børnefilm.
Toeren lider paradoksalt nok mest under, at det er en efterfølger til den første. Det betyder, at filmen er nødt til at gør brug af de menneskelige karakterer, som egentlig ikke er nødvendige når det kommer til stykket. De clasher fuldstændig med ønsket i toeren, om at fokusere mere på det bombastiske videospilsunivers som hovedkarakteren har været en del af i mere end 30 år. Sonic er på et vildere og større eventyr end i den første, og så er det bare mærkeligt at klippe over til et bryllup på Hawaii med nogle mennesker, der intet har at gøre med plottet.
Man skulle også tro, at Jim Carrey ville passe rigtig godt til den mere overgearet stemning, men det bliver faktisk for meget. Carrey får lov til at gå fuldstændig amok og er på et manisk niveau, som man ikke har set siden han spillede Gækkeren i Batman Forever.
Det for børn
Ligesom den første film er det virkelig kun de mindste, som kan få noget ud af den. Moralen er meget banal og meget tidligt begynder publikum at blive slået i hovedet med filmens budskab, på en måde som kun kan være tilforladeligt, hvis det er henvendt børn. Og når det nu er en rendyrket børnefilm som kun er fornøjeligt for børn under 10 år, er det virkelig en kæmpe hæmsko, at vi med jævne mellemrum klippe over til James Marsden og co. og deres irrelevante sideplot, som ikke kunne være mere fjernt fra det dommedagslignende hovedplot, som Sonic og vennerne er involveret i.
Effekterne har dog helt klart fået et nøk opad, og med introduktionen af Tales og Knuckles fra videospillene er der også skruet op for fans servicen, som der ikke var særlig meget af i den første, der nærmest skammede sig over at være en filmen baseret på et videospil. Det er virkelig ikke tilfældet her, hvor karaktererne ligner deres interaktive modstykker, og hvor Jim Carrey bare er en stor mave fra at ligne og opføre sig som Dr. Robotnik.
Det lykkes ikke lige så godt som i den første at slippe afsted med den meget karikerede humor og det banale budskab, som kendetegner børnefilm som disse, men den første burde heller ikke have virket så godt som den gjorde. Jeg kan ikke understrege nok, at det kun er de mindste, som ville kunne få noget tilnærmelsesvis underholdende ud af filmens spilletid på to timer, fordi som voksen fangede jeg mig selv i mere grine af filmen end med den. Er man fan af Sonic ikke, er der masser af fans service at finde her og der bliver ovenikøbet lagt op til en treer, som lover at gå endnu længere ned i det ormehul af absurditeter, der har præget den her japanske videospilsserie gennem årene. Du ved hvad det får, og det er mere af det samme som etteren, bare ikke lige så helstøbt.
