Endelig en hyldest til Ricardo og en genoplivning af Danmarks evige stolthed

Sommeren ’92 er en film, som alle, der vover at kalde sig dansker, allerede kender udfaldet til. Fodboldsejr til Danmark i Europamesterskabet, selvom det var på et afbud. En skelsættende begivenhed, der samlede nationen i lykkerus, og en stolthed, der har fulgt os lige siden. Instruktør Kasper Barfoed har formået at gøre begivenheden og rejsen ære.

Richard Møller Nielsen, spillet fremragende af Ulrich Thomsen, sidder med passionerede øjne og kampklar knytnæver midt i en medrivende peptalk, hvortil han udmelder højt med et slag i bordet, at være ”træt af at se godt ud og tabe, når vi kan se godt ud og vinde!” selvfølgeligt. Richard smiler veltilfreds, inden konen råber fra stuen, og det afsløres, at Richards tale var for tomme stole.

Richard fremstilles altså både målrettet og lidenskabelig for fodbolden, og netop det at vinde EM i sommeren 92, førend han overhovedet er tilbudt rollen som landsholdstræner. En stor drøm og vision der står i kontrast til deres simple og beskedne hjem og hans fede fynske dialekt.

Richard bliver da også enormt skuffet, da hans forventning om trænerposten ikke indfries, men forbundet over et tørkagefarvet morgenbord med bagerkager af samme kulør og sodavand på flaske, Faxe Kondien især, fortæller, at de hellere vil gå med en spændende udlænding, der ikke er ”dansker kedelig” ligesom Richard. Slukøret går han hjem og river køkkenet ned, fordi så kan han i det mindste bruge sin tid på at sætte et nyt op, men skæbnen vil, at han får tilbudt posten alligevel – dog kun fordi seks andre har takket nej.

All about Ricardo
Hele historien kredser først og fremmest om Richard/Ricardo som underdog. Modstand er at finde over alt. Han formår ikke at tæmme stjerneprofilerne, han taber for mange kampe, og Danmark vil aldrig elske ham. Denne del af filmen fungerer lidt som en undskyld til Ricardo, ved at fokusere på, hvor meget han gjorde bag scenen, og hans ønske om, at resultatet er vigtigere end personlig popularitet. Den endegyldige oprejsning er da også, at Ricardo ikke kåres som Danmarks bedste træner – men verdens.

Ricardo skildres udelukkende positivt, og det virker derfor voldsommere, når han i medierne udstilles, som han gør. Hårdtarbejdende er han, og der er et væld af scener, alt for mange faktisk, hvor han netop sidder alene på sit kontor eller hotelværelse og nærstuderende gennemtæsker VHS optagelser gang på gang, og kradser notater ned. Noget af den tid burde i stedet bruges på de legendariske fodboldstjerner, hvor kun Kim Vilfort (Mikkel Boe Følsgaard) har en større rolle i en relationshistorie til sin syge datter. Castet til netop spillerne er sublimt og vellignende, og man ønsker, at de havde større mulighed for at folde sig ud.

Du så det i TV
Et interessant greb på filmen er at der ofte krydsklippes mellem, virkelige optagelser fra fodboldkampene, interviews og kommentatorer både visuelt eller i en voice-over, og det fiktivt indspillede. Det giver en enormt god dynamik og et fedt ’retrovibe’ og nostalgi i, at f.eks. se en ung Jes Dorph, og høre det ikoniske ”hutlihut” lige hvor det hører hjemme.

Lydbilledet er klogt og velvalgt til den enkelte scene og situation, og har nærmest en knasende sound, der imiterer de tidspassende musikafspillere. Fornemmelsen for hvornår baggrundsmusikken skal have knald på og intensiveres, og hvornår netop stilheden fanger et særligt øjeblik bedst, er hårfint og skarpt sat op, så det lyder helt rigtigt.

Filmens visuelle peak ligger i legen med projektørlys bag halvnære billeder af spillerne. Heriblandt er der en særligt stemningsfuld scene med Brian Laudrup (Cyron Melville), der udfører intet mindre end ren ’bold ballet’. Resten af det visuelle kunne både være flottere og større, da filmen dramaturgisk har en grandios ’bigger than life’-feeling, som det visuelle ikke kan følge op på, da det er holdt mere retro.

På trods af jeg ikke er det mindste fodboldinteresseret, som i overhovedet, fandt jeg filmen underholdende og medrivende. Den gav mig indblik i historien, som jeg før kun har hørt om og pralet af sejren. Jeg kunne mærke mit danskerhjerte banke, også selvom jeg vidste, vi ville vinde.  Filmen er større end bare fodbold, og så alligevel ikke. Sommeren ’92 er et nationalistisk højdepunkt, et ensporet portræt af Ricardo, og ikke mere.