En forspildt chance
I Solo: A Star Wars Story, får vi mere end 40 år efter Harrison Ford etablerede sig som den mest charmerende slyngel i galaksen, forhistorien om Han Solo. Vi følger ham bl.a. helt fra hans tidlige færden på hjemplaneten Corellia, ser hvordan han bliver opslugt i den kriminelle underverden, og ikke mindst, hvordan han møder Chewbacca – og så er der vist også noget med et ikonisk rumskib. Der er rigeligt med mindeværdigt materiale, som vi aldrig har fået oprindelsen på, så det burde vel ikke være så svært at strikke en tilfredsstillende historie sammen.
Svagt nostalgisk manuskript
Men i stedet for at udforske titelkarakteren, og måske endda gøre ham lidt mere menneskelige, så bruges den største del af tiden i stedet på at give en lang række utilfredsstillende svar på, ærligt talt, ligegyldige spørgsmål som, hvordan Han fik sit efternavn, sin blaster og guldterningerne, der hænger i cockpittet hos Tusindårsfalken. Det er baggrundskulisser, og selvom de fleste fans nok vil smile af disse finesser, så siger de ikke noget om Han Solo. Denne besættelse med de nostalgiske detaljer gør, at man ofte har følelsen af, at man mere sidder og ser den dyreste fanfiction, der nogensinde er brugt film på at optage, end et eventyr som bliver fortalt, fordi filmskaberne havde en god historie, de gerne ville fortælle.
Når det så kommer til karakteriseringen, så er Han Solo også en underligt sentimental og endimensionel skikkelse. Han er så langt fra at være en gnaven gammel mand som man kan være, og så overdreven karikeret, at man fra første sekund ved, hvor filmen bliver nødt til at ende. Hvis så bare der var nogle af relationerne som man kunne klinge sig til, men det kan man heller ikke. For de er så intetsigende og forhastet, at selv forholdet til Chewbacca fremstår ufortjent, for slet ikke at nævne den malplacerede kærlighedshistorie, som vi alle godt kunne have været uden. En Woody Harrelson er som altid underholdende, selvom hans tilstedeværelse heller ikke virker naturligt.
Det hele kulminerer i en næsten konsekvensløs afslutning, der af uransagelige årsager lægger op til en efterfølger, i stedet for at gøre sin historie færdig.
Stadig kvalitetshåndværk
Musikken er dog, i modsætning til manuskriptet, i den kompetente afdeling. Der er ikke nogen nye melodier, som man automatisk begynder at nynne efterfølgende, men Star Wars-lyden er der og distraherer ikke fra spektaklet. Visuelt er det også fornemt, og ingen af effekterne virker alt for computergenereret med 3D brillerne på.
Solo: A Star Wars, er på mange måder ikke nogen rædselsfuld film, men bare en virkelig middelmådig en af slagsen. Historien har vi set tusind gange før, og effekterne er flotte, men når det nu er en forhistorie, så er det lidt uheldigt, at karaktererne er så endimensionelle som de er.
Derfor er hovedårsagen til, at filmen får så lav en karakter ikke, at den er en skændsel mod filmmediet eller nogen anden hyperbolsk og emotionel begrundelse, men derimod, at den gør brug af en af filmhistoriens mest ikoniske karakterer til at fortælle et så forglemmeligt og indsigtsløst eventyr, som den gør. Der er så mange muligheder undervejs for at lave noget nyt og tilføje en ekstra dimension til de karakterer vi kender, men de bliver aldrig taget, og derfor fejler filmen som forhistorien til Harrison Fords Han Solo.
