En magisk filmoplevelse om tragiske skikkelser

Der er et eller andet magisk over den iranske film Solens børn. For ganske vist handler filmen om den tolvårige Ali og hans tre venner, der som gadebørn er tvunget ud i kriminalitet og til at udføre børnearbejde, for at kunne understøtte deres familier og overleve. Der er ikke meget magisk eller fortryllende over den tilværelse, men en dag får Ali, på vegne af en temmelig lyssky fyr, til opgave at finde en hemmelig skat. Det skulle være rimelig enkelt, men der er lige den hage ved det, at for at nå frem til skatten, må Ali og hans venner tilmelde sig den nærliggende skole, fordi de for at nå skatten bliver nødt til at grave en tunnel under skolen. Pludselig får de en tilværelse, som minder mere om det man vil kalde for en normal barndom, hvor de lærer sig selv bedre at kende og har en mere struktureret hverdag med omsorgsfulde voksne, men tanken om skatten under skolen lurer hele tiden i baggrunden.

Et kærligt portræt af gadebørnene
Ja, det er ikke ligefrem et opløftende udgangspunkt for en film, men i instruktør Majid Majidis hænder opstår der en helt fantastisk filmoplevelse. For det første, er børnene bare fantastiske. De er nogle fremragende skuespillere, fuld af personlighed, og man kan ikke andet end at elske dem, og ønske dem det bedste. Filmen fanger også det helt unikke ved den iranske kultur, hvor man på den ene side er meget hård og bestandig, hvor det for udefrakommende kan virke som en meget hård kultur. Men i modsætning til mange andre lande i Mellemøsten, er det blot en facade, for bag hvert slag i nakken er et inderligt ønske om at hjælpe hinanden.

Så selvom situationerne måske ikke er så opløftende, er der en varme og kærlighed i de fleste situationer, som er svær at sætte fingeren på. Det hjælper også på det, at filmens cinematografi ganske enkelt er fremragende, så den fungerer også som en thriller, hvor skattejagten er så velfortalt, at den nærmest kunne stå alene.

Solens børn er en vidunderlig film. Det er den ikke nødvendigvis, fordi den tegner et rosenrødt billede af, hvad det vil sige at være gadebørn, men netop fordi den tør at være så autentisk, som den er. Det er svært at tænke på nogen anden film i de danske biografer lige pt., som ikke bare fungerer som et velfortalt drama, men også giver dig et indblik i en helt anden kultur og på trods af sit barske emne, alligevel kan efterlade tilskueren med en opløftende fornemmelse.