Endnu en samfundsrelevant film fra Oliver Stone.

Når det kommer til filmatiseringen af Edward Snowdens historie, er det for mig ikke nogen overraskelse, at det blev Oliver Stone, der skulle instruere den. Den 70-årige instruktør elsker at lave politiske film, og i film som ”Født den 4. Juli”, ”JFK” og ”Nixon” har han udnyttet enhver chance for at angribe den amerikanske højrefløjs politiske hårdhed og kynisme med sine mere venstreorienterede holdninger. Filmen ”Snowden” er derfor ideel for Stone, for her har han virkelig en historie, der giver ham ammunition til at skyde skarpt mod amerikansk politik.

De fleste kender den overordnede historie om Edward Snowden. Han er en amerikansk efterretningsagent, som blev whistleblower, og derefter blev lagt for had af hans egen regering, og eftersøgt, således, at han aldrig kan vende tilbage til sit hjemland. I filmen starter vi med at se Snowden mødes med nogle journalister og en dokumentarist på et hotelværelse i Japan, for at afsløre at USA overvåger deres egne indbyggere. Vi skifter derefter i mellem kronologiske flashbacks af Snowdens karriere i den amerikanske efterretningstjeneste, og tiden på hotelværelset, hvor der arbejdes på, at Snowdens historie afsløres på en ordentlig måde.

Alle de kedelige dele er skåret fra.
Ved at man følger en person igennem en periode i livet, bliver ”Snowden” automatisk til en biopic (en biografisk film). Jeg synes generelt, at biopics bliver fine film. De tager en interessant person, eller en, der har oplevet noget interessant, og udstiller så det interessante. Det man ofte gerne vil se i film er jo noget interessant, og derfor bliver biopics i min bog ofte rimelig gode film. Problemet, der dog ofte er ved biopics, er, at det er svært for filmene at gøre noget andet end bare at portrættere den gode historie, og de formår sjældent at gå videre og skabe en unik oplevelse. Jeg sidder ofte med den samme følelse efter at have set en biopic, hvor jeg synes, at det var en fin film, men ikke en fremragende film.

Jeg har det på samme måde med ”Snowden”. Filmen fortæller en utrolig interessant og skræmmende historie omkring USA’s skræmmende overvågningsressourcer, og den gør det hele på en fin måde, med gode skuespillere, flot kameraarbejde og fint manuskript, men den formår ikke at krybe helt ind under huden på en, og noget stort emotionelt punch kommer der ikke ud af interaktionen mellem Snowden og de personer, han møder igennem sin historie.

Man kan ikke påstå, at Stone forholder sig upartisk til hele problemstillingen omkring whistleblower-situationen, da Snowden bliver fremstillet som en stor helt. Dette synes jeg dog som sådan er fint nok, da det virker essentielt at vise, hvor tæt vi er på et Big Brother-samfund og vise, hvad det var, Snowden opgav sin karriere for. At Stone også lige kommer ind på det umenneskelige i droneangreb i Mellemøsten er måske lidt unødvendigt for filmen, men klassisk for Oliver Stone.

Alt i alt kan man sige, at ”Snowden” er en fin biopic og et solidt stykke håndværk, som dog mangler lidt tyngde for endegyldigt at gøre det til en fremragende film. Til gengæld giver den Stone en mulighed for at fremstille noget uretfærdighed i amerikansk politik, som i dette tilfælde er helt i orden.